Kan vi være moralske uden Gud?

Jeg husker stadig mit møde med en muslimsk familie, mens jeg rejste rundt i Indien i min ungdom. Jeg boede en uge på deres husbåd i smukke Kashmir, og snakken gik lystigt om stort og småt. Men uskylden blev brudt, da husfaderen refererede til mig som kristen.

Jeg protesterede og forklarede, at jeg er ateist. Det viste sig at være en chokerende udmelding.

"Vi har brug for Gud," sagde han, "for ellers gør vi slemme ting". Jeg svarede, at jeg ikke har lyst til at gøre slemme ting, men det hjalp ikke. 

Det er en udbredt misforståelse, at vi vil opføre os dårligt, hvis en højere instans ikke holder os i ørerne. Ellers får vi jo ingen straf, når vi gør noget galt, eller belønning, når vi gør noget godt. Problemet er, at dette syn gør moral umulig: en person, der afstår fra slemme handlinger for at sikre sig selv en plads i efterlivet, handler egocentrisk, ikke moralsk.

Dette problem så allerede den protestantiske filosof Immanuel Kant (1724 – 1804). Selvom Kant forudsatte eksistensen af en gud, der belønner gode handlinger i det hinsides, mente han, at vi skal holde denne gud ude af vores handlingsmotiver i dette liv. Vi skal gøre det gode for det godes egen skyld.

I en undersøgelse fra 2017 blev mere end 3000 mennesker fra fem forskellige kontinenter bedt om at forestille sig en person, der har tortureret dyr og dræbt uskyldige mennesker. De skulle derefter svare på, om det er mest sandsynligt, at denne person er ateist eller religiøs. Dobbelt så mange svarede det første som det sidste (Nature & Human Behaviour 2017).

Der findes imidlertid ingen forskning eller overbevisende argument, der tyder på, at manglende gudstro i sig selv spiller en negativ rolle for evnen eller viljen til at vise respekt og omsorg for andre, samarbejde eller overholde love og regler.

En mere subtil version af påstanden om, at moral er umulig uden Gud, fremføres i bogen "Uten gud er alt tilladt" (2023), af den norske teolog Espen Ottesen. Ottesen går med på, at ateister kan handle moralsk, men mener, at man ikke kan give en tilfredsstillende moralbegrundelse uden Gud. Den sekulære moralfilosofi fra antikken til i dag har ifølge ham ikke formået at svare på, hvad der egentlig er galt med "folkedrab, sex med småbørn eller kønslemlæstelse af kvinder". Et tilfredsstillende svar kræver nemlig forankring i noget, der eksisterer uafhængigt af vores subjektive præferencer: Gud.

Hvis man ikke kan se, hvad der skulle være galt med seksuelle overgreb i en verden uden Gud, har man et alvorligt problem.

Overgreb skader offeret fysisk og psykisk og påfører traumer, der kan gøre livet svært at leve. Forskellige grene af moderne etik har forskellige ting at sige om dette: utilitarismen fokuserer på oplevet smerte og mistrivsel, dydsetikken på overgriberens lastefulde karakter, pligtetikken på selve handlingen, som bryder med rationelt acceptable normer, og omsorgsetikken på fraværet af empati og omsorg i en mellemmenneskelig relation.

Hvordan ser sagen ud, hvis man vil begrunde moralske pligter og forbud ud fra religion?

I en af Platons dialoger, Euthyphron, stiller Sokrates følgende spørgsmål: "Er det gode godt, fordi guderne vil det, eller vil guderne det, fordi det er godt"?

Hvis vi går for det første svar, bliver moralbegrunnelsen vilkårlig. Hvis den eneste grund til ikke at begå folkedrab er, at Gud ikke vil det, ville det være rigtigt, hvis Gud ville det. Det virker absurd. Dette svar giver også en forkert begrundelse af moralske pligter og forbud: det gale ved kønslemlæstelse af kvinder handler om selve overgrebet og dets konsekvenser, ikke om, hvad Gud vil eller ikke vil.

Hvad med den anden mulighed? Måske vil Gud det gode, fordi det er godt? For eksempel, Gud indser, at vi bør tage vare på børn og formidler dette til os? Det virker mere fornuftigt, men gør samtidig Gud overflødig, da vi formår at komme frem til denne indsigt selv.

Moralbegrundelser baseret på Guds vilje ser altså ud til at være enten absurde eller overflødige.

Betyder dette, at jeg betragter religion som moralsk irrelevant? På ingen måde! Religiøse traditioner har udviklet sofistikerede praksisser og vokabularer, som er meningsskabende for mange mennesker. Tro og ritualer kan samle os spirituelt og hjælpe os i det daglige arbejde med at overskride de værste sider af os selv og åbne os for andre.

Bøn, meditation, fællessang eller fejring af højtider kan give moralske fordringer en alvor, som sekulære moralprincipper mangler. Religiøse forbilleder inkarnerer etikken og gør den konkret. Som ateist længes jeg efter et religiøst fællesskab uden at kunne indgå i et.

Filosoffen Jürgen Habermas, som netop er fyldt 95 år, har sagt, at moderne samfund har brug for de religiøse traditioner, selvom moral, demokrati og menneskerettigheder ultimativt skal begrundes sekulært, altså uden henvisning til åbenbarede trosandheder. Nogle mener, at han dermed reducerer religion til et instrument for sekulære værdier.

Andre, som jeg, mener, at Habermas giver en korrekt fremstilling af forholdet mellem religion og moral: religiøs tro kan ikke begrunde moral, men den kan udgøre en levende inspirationskilde for gode handlinger. Ikke mindst kan religion skabe en sammenhæng, som vi er ved at miste i en opsplittet modernitet: sammenhængen mellem det, der er godt og meningsfuldt for mig, og det, som jeg bør gøre, moralsk set.

Publisert i Nordlys den 23.7 2024