Er fri vilje en illusion?

Hvis jeg går rundt på Strøget og siger, at jeg er en robot uden fri vilje, bliver jeg på et tidspunkt anbragt på en psykiatrisk institution. Men hvis jeg skriver en bog om, at alle mennesker er robotter uden fri vilje, bliver jeg måske en berømt filosof, som  inviteres til konferencer og vinder priser.

Fri vilje er evnen til at vælge mellem forskellige handlingsmuligheder, f.eks. hvilket parti jeg skal stemme på til folketingsvalget. Det virker måske indlysende, at vi har fri vilje, fordi det opleves sådan, men mange filosoffer og forskere hævder, at fri vilje er en illusion. De mener, at alt er forudbestemt, dvs. at intet er op til os.

Dette synspunkt kaldes for determinisme. Determinisme findes i en religiøs variant, som hævder, at Gud på forhånd har fastlagt alle begivenheder i verdenshistorien. I dag er det imidlertid en anden form for determinisme, som er i vinden, inspireret af naturvidenskab. For mig virker den lige så lidt overbevisende som den religiøse determinisme.

Den nye determinisme går ud fra, at vi er en del af naturen, og at der ikke findes fri vilje i naturen. En sten har ikke fri vilje, når den ruller ned ad et bjerg, og det havde du heller ikke, da du besluttede dig for at fri til din partner eller studere medicin. Det var bestemt, hvad du kom til at gøre længe før, du mødte din partner eller hørte om medicinstudiet.

Ifølge denne tankegang er enhver hændelse i naturen en nødvendig virkning af en forudgående årsag, som igen er en virkning af en årsag, og så videre tilbage til The Big Bang. Hvis vi havde fuldt overblik over alle forhold i naturen her og nu, kunne vi forudsige præcist, hvad der kommer til at ske om millioner af år.

Et modargument mod determinisme er imidlertid, at moderne kvantefysik ikke hævder, at fysiske systemer opfører sig deterministisk, men at de opererer ud fra sandsynligheder. Sådanne systemer er til dels vilkårlige, dvs. at nogle fysiske tilstande lige så godt kan have det ene som det andet udfald. Det er mest sandsynligt at stenen ruller til højre, givet dens fart og udgangsposition, men måske ruller den til venstre. 

At der er indbygget en grad af vilkårlighed i det fysiske univers betyder ikke i sig selv, at vi har fri vilje. Man kan dog argumentere for, at det gør fri vilje mulig, fordi det åbner et mulighedsrum. Ethvert øjeblik i vores liv kan ses som et mlighedsrum. Fordi vi er selvbevidste aktører med refleksive evner, kan vi udfylde dette rum med meningsfulde, intentionelle handlinger. Vi kan ikke flyve, men vi kan overveje, om vi skal søge et nyt job eller forlade vores partner.

Når jeg står i butikken og overvejer, om jeg skal købe kage eller salat, er jeg ganske vist disponeret på forskellige måder, f.eks. af min trang til noget sødt eller mine forældre, der har lært mig at leve sundt. Men naturlovene tvinger mig ikke til at putte noget bestemt i indkøbskurven, og mine egne tanker om, hvad jeg bør gøre, betyder noget. 

Vi kan også fejle og handle i modstrid med egne beslutninger og værdier. Den, der fortsætter med at tage stoffer på trods af et reelt ønske om at stoppe, udøver ikke fri vilje.

Fri vilje findes ganske vist ikke på virkelighedens laveste niveauer: atomer eller kemiske processer i hjernen har ikke fri vilje. Hvis man leder efter fænomener som kærlighed eller demokrati på celleniveau, finder man heller ingenting. Men det betyder ikke, at kærlighed eller demokrati ikke findes.

Fri vilje opstår i komplekse organismer, hvor helheden (f.eks. "Jonas") kan udøve en vis kontrol over de enkelte dele (f.eks. "højre arm"). Den amerikanske neurobiolog Kevin Mitchell har efter min mening givet en fremragende beskrivelse af, hvordan fri vilje således forstået er et produkt af naturlig evolution og helt i tråd med de bedste biologiske teorier, vi har (Free agents 2023).

En af dem, der har kritiseret Mitchell, er biologiprofessor ved Stanford University, Robert Sapolsky, forfatter af den populære bog Determined: A Science of Life without Free Will (2023). Sapolsky anfører en række forskningsresultater, der skal vise, at det, vi tror er frie, rationelle beslutninger, skyldes faktorer uden for vores kontrol. Det er f.eks. mere sandsynligt, at en sulten dommer kender tiltalte skyldig end en mæt dommer.

Men, at sult kan præge min afgørelse betyder vel ikke, at jeg er nødt til at handle på en bestemt måde. Hvis jeg er bevidst om sulten og de effekter, den kan have, kan jeg stadigvæk give retfærdige karakterer efter en lang dag med mundtlige eksaminer på universitetet.

Desuden har den såkaldte "replikationskrise" vist os, at den type forskning om menneskelig adfærd, som Sapolsky henviser til, ikke er entydig. Krisen består i, at mange studier har vist sig at ikke kunne gentages uden at komme til et andet forskningsresultat. Pointen min er ikke, at disse studier dermed er værdiløse, men at de mangler den sikkerhed, der skal til for at modbevise fri vilje.

Der er uden tvivl sammensatte årsager til replikationskrisen, men en af dem, tror jeg, er, at vi mennesker hele tiden vælger og fravælger muligheder i vores liv. Det gør vi i en kulturel, politisk og livshistorisk kontekst, som præger os, og som hele tiden ændrer sig. Hvis samme forsøg altid skal give samme resultat, har man brug for forudsigelige forskningsobjekter, ikke mennesker.

Det er noget, The Matrix ikke har kalkuleret med: fri vilje