Under pavens besøg i Storbritanien i September beskrev han nazismen som ”ekstrem-ateisme”. Samtidig advarede han, i sin åbningstale i Edingburgh, mod de ”forkortede menneske-syn” og ”reduserede samfundsmodeller” som opstår når religionen forsvinder. I få vendinger fik han altså mistænkeliggjort alle ikke-religiøse livssyn og associeret ateisme med de værste forbrydelser i menneskehedens historie.
Hvis det paven mente var, at fravær af religion ikke er nogen garanti for fred og tolerance, ville han selvfølgelig have ret. Men hvis vi gennemtænker indholdet af hans ytringer bliver det klart at han mener noget andet, ja, noget radikalt andet. Det paven egentlig siger er, at hvis ateismen står alene, og ikke korrigeres af religionen, så leder den os i moralsk fordærv. Konsekvensen af denne tankegang er, at religiøse individer ikke står på samme moralske niveau som ikke-religiøse: religøse mennesker kan noget, som ikke-religiøse ikke kan, nemlig oprette og vedligeholde et godt og humant samfund. Dette svarer til at jeg som atist skulle hævde, at religiøse mennesker ikke er i stand til at opføre sig moralsk anstændigt på grund af deres tro. Moralsk anstændighed handler imidlertid ikke om, hvor religiøse eller ateistiske vi er, men om, hvordan vi behandler dem, som ikke deler vores egen livsform og verdensanskuelse.
Jeg kan kun forstå pavens udtalelse på den måde, at nazismens udryddelser og overgreb på jøder, homofile, handikappede, intellektuelle osv. var et resultat af gennemført af ateisme. Men hvordan skal vi egentlig forstå dette? Var ateisme – dvs. den antagelse at guderne er skabt i menneskets billede – en årsag til nazismens fremvækst? Det bliver svært at finde en historiker som vil bekræfte denne tese. Analyser af nazismens udvikling henviser bl.a. til det ydmygende nederlag i 1.verdenskrig, politisk ustabilitet i Weimar-republikken, arbejdsløshed og social elendighed, men ikke til ateisme. Men hvad så med den naizistiske ideologi, den er vel ateistisk? Ja, det er den hvis man med ateisme mener ”ikke eksplicit religiøs”. Men denne definition udvander ateisme-begrebet i det uendelige. Hvis alt det, der ikke er eksplicit religiøst er ateistisk, så er min andelsforening en ateistisk forening, og Universitetet i Tromsø et ateistisk universitet. Det er ikke andet end et retorisk greb når man kalder nazismen for ”ateistisk” samtidig som man fremhæver demokrati og menneskerettigheder som dele af ”den kristne kulturarv”. Faktum er, at hverken nazismen, demokratiet eller menneskerettighederne bygger på specifikt religiøse eller ateistiske antagelser. Man behøver derfor hverken at være religiøs eller ateist for at kæmpe helhjertet for enten demokrati og menneskeret eller nazisme. Men man kan være det.
Paven er tydeligvis uenig i dette, når han beskriver ateismen som et væsenstræk nazismen. Igen har jeg svært ved at forstå, hvad dette helt præcist betyder. Hænger det grufulde ved nazismen direkte sammen med dens ikke-religiøse karakter? Naturligvis ikke: det grufulde ved nazismen var og er dens menneskesyn og dens gerninger, ikke dens mangel på religion. Desuden overser eller fortrænger paven at nazismen netop vandt sin uhyggelige popularitet i en befolkning, hvor det store flertal var genuint religiøst. Nazismen blev verken lanceret eller opfattet som et ”ateistisk alternativ” til den allerede praktiserede kristendom. Burde man derfor ikke vende anklagen om: hvordan kunne så mange kristne glemme alt om næstekærlighed og tilgivelse og hengive sig til hadefuld politisk retorik?
Har paven glemt at det nationalsocialistiske partiprogram fra 1920 erklærede sin officielle støtte "positiv kristendom"? Eller at den katolske kirke først forsonede sig med modernitet, demokrati og menneskerettigheder efter det 2. vatikankonsil (1962-1965)? Den nuværende pave, der dengang hed Joseph Ratzinger, var under dette koncil rådgiver for den konservative tyske kardinal Frings og skal have været kritisk til koncilets centrale dokument, Gaudium et Spes, som han mente var et knæfald for sekulære værdier.
Til forskel fra nazismen definerer kommunismen sig oftest som ateistisk eller decideret religionskritisk. Betyder det så, at kommunismens ateisme var årsagen til for eksempel Stalins politiske voldshandlinger? Hvis ja, så kan vi vel bruge samme logik og slutte fra religiøse gruppers voldshandlinger til patologier i de religiøse trossandheder? Men det er jo sådanne slutninger som religiøse samfund modsætter sig aller stærkest: I stedet for at tale om for eksempel ”muslimsk” terrorisme eller ”kristne” heksebrændinger i middelaldren bliver vi bedt om at sætte os ind i de sociale og historiske årsager til disse handlinger, og vi får at vide, at de intet har at gøre med religionernes ”sande budskaber”. Det er altså ikke selve religionerne som er syge, men nogle af deres tilhængere. Det håber jeg er rigtigt. Men burde religiøse samfund så ikke yde den samme hermeneutiske velvillighed overfor ”sekulær vold” som de kræver af kritikerne af ”religiøs vold”?
Den pavelige antagelse om at et samfund uden religion bliver et umenneskeligt og koldt samfund har bred opslutning i religiøse miljøer. I Danmark er Kristelig Dagblads chefredaktør, Erik Bjergager, en af dens mange proponenter. Antagelsen gør selvsagt ateister moralsk suspekte som gruppe. På samme måde – men med omvendt fortegn - forsøger en del moderne ateister at fremstille religiøs tro som noget der i sig selv er moralsk problematisk. Er vi virkelig ikke kommet længere end at vi mistænkeliggør hele menneskemængder moralsk på grund af deres holdning til trosspørgsmål? Det gode spørgsmål er ikke om vi for eksempel er ateister, agnostikere eller religiøse, men hvordan vi er det. Moderne religioner må derfor kunne skelne mellem religiøs tro (eller manglende tro) på den ene side, og moralske vurderinger på den anden. Kan de ikke det, kan de heller ikke overvinde deres ”forkortede” opfattelser af ateister som moralsk defekte.
Lad mig afslutningsvist uddybe mit forsvar for adskillelsen mellem tro og moral med et religionsfilosofisk spørgsmål: Hvorfor sagde paven i sin tale at han skammer sig over det massive omfang af pædofili i den katolske kirke? Skammer han sig af teologiske grunde eller af almenmoralske grunde, dvs. grunde, som er uafhængige af religiøs tro? Paven bør selvsagt skamme sig af almenmoralske grunde som ingen religion kan tage patent på. Pædofilien som trives i den katolske kirke bør fordømmes på det skarpeste uanset om gud eksisterer eller ikke. Vi skal bekæmpe børnemishandling, ikke fordi gud befaler det, heller ikke fordi vi evt. belønnes eller straffes i det hinsides, men fordi børnemishandling ødelægger uskyldige menneskeliv før de er begyndt.
Teksten er en redigeret version af min kronik i Kristeligt Dagblad d. 7. december 2010
Super godt indlæg!
SvarSlettHej Jakob, tak for det! Jonas
SvarSlettHei Jonas!
SvarSlettJeg kom til bloggen din via "Salongen" og jeg må si jeg satte pris på innlegget ditt.
Interessant er ditt tanke-eksperiment "adskillelsen mellom tro og moral". Jeg er selv en kristen, men jeg forstår tankegangen din veldig godt. Paven har kommet med så mange underlige yttringer, at jeg kan ikke fatte at han er åndelig overhode til millioner av katolikker. Når pedo-skandalen var helt i starten, da var Paven i USA mens avsløringene nettopp var kommet i gang. Da PRESTerte han hovedsaklig å legge skylden på det amerikanske samfunnskultur, som han mente var moralsk fordervet.
Det finnes en suspekt form for fristelse, og det er "fristelsen til å være god"(luciferisk), og den er ekstremt utbredt blant religiøst orienterte mennesker. At man kan kalle seg en troende, og dermed ha en slags forsikring på at man er moralsk fortreffelighet, det er nødt til å vekke motsigelser.
Hele pedo-skandalen i den katolske kirke er en bekreftelse; at moral som kun opprettholdes estetisk, den vil formørke troens kraft. Når en tro er oppriktig og sann, så er moral en selvfølgelig konsekvens; estetisk, etisk og religiøst. En tro er er først og fremst personlig - for Hin Enkelte - en gave fra Gud som opprettholder en indre kommunikasjon med helligdommen. Når Paven fordømmer ateister, likeverdig som ekstreme nazister, så er det ikke annet en begredelig. Han sier én ting om ateister, samtidig som han avslører TRE ting om seg selv; kjærlighetsløs, fordømmende og ignorant. Det er bemerkelsesverdig at han ikke har rådgivere som stopper ham før han går over streken. Én ting er jeg blitt helt sikker på: hvis man skal forstå kristendommens sanne budskap, som må man ikke se seg om etter kristne rollemodeller. Søren Kierkegaard skilte mellom kristendom og kristenheten. Den siste kategorien var også han særdeles kristisk til.
Paven burde ha lest "Begrepet Angst" av nevnte filosof, og lært seg vesensforskjellen mellom "den første etikk" og "den andre etikk". Det blir litt for meget å gå inn på det her, men er du interessert kan du lese et blogg-innlegg jeg har forfattet om dette tema: http://mcgroth68.wordpress.com/2011/02/03/mennesket-inkonsekvent-og-konsekvent/.
Helt til slutt. Når paven sier at han skammer seg, så oppfatter jeg at det er mer hans egen forfengelighet som er såret. Selvfølgelig, jeg tror nok han er i stand til å kjenne medfølelse med ofrene som har måttet lide, på grunn av den fordervelse som har gjennomsyret hans egen kirke. Men likevel, jeg ser ikke på paven som en åndelig leder, som en rettferdig rollemodell for tro og moral. Jeg har nok med min Kierkegaard:-)
Vennlig hilsen
Morten Christian Groth
Hej Morten,
SvarSletttak for dine kommentarer og for henvisningen til din blog om Kierkegaard (jeg er selv fan af Kierkegaard). Jeg er glad for at du har forstået mit indlæg på den måde at jeg ikke er ude efter "religion" som sådan, men efter en religiøs selvgodhed og en bestemt form for sammenblanding af tro af moral som Kierkegaard nok også ville have brokket sig over som en god inderligheds-protestant (-:
Hilsen Jonas