Kan vi være moralske uden Gud?

Jeg husker stadig mit møde med en muslimsk familie, mens jeg rejste rundt i Indien i min ungdom. Jeg boede en uge på deres husbåd i smukke Kashmir, og snakken gik lystigt om stort og småt. Men uskylden blev brudt, da husfaderen refererede til mig som kristen.

Jeg protesterede og forklarede, at jeg er ateist. Det viste sig at være en chokerende udmelding.

"Vi har brug for Gud," sagde han, "for ellers gør vi slemme ting". Jeg svarede, at jeg ikke har lyst til at gøre slemme ting, men det hjalp ikke. 

Det er en udbredt misforståelse, at vi vil opføre os dårligt, hvis en højere instans ikke holder os i ørerne. Ellers får vi jo ingen straf, når vi gør noget galt, eller belønning, når vi gør noget godt. Problemet er, at dette syn gør moral umulig: en person, der afstår fra slemme handlinger for at sikre sig selv en plads i efterlivet, handler egocentrisk, ikke moralsk.

Dette problem så allerede den protestantiske filosof Immanuel Kant (1724 – 1804). Selvom Kant forudsatte eksistensen af en gud, der belønner gode handlinger i det hinsides, mente han, at vi skal holde denne gud ude af vores handlingsmotiver i dette liv. Vi skal gøre det gode for det godes egen skyld.

I en undersøgelse fra 2017 blev mere end 3000 mennesker fra fem forskellige kontinenter bedt om at forestille sig en person, der har tortureret dyr og dræbt uskyldige mennesker. De skulle derefter svare på, om det er mest sandsynligt, at denne person er ateist eller religiøs. Dobbelt så mange svarede det første som det sidste (Nature & Human Behaviour 2017).

Der findes imidlertid ingen forskning eller overbevisende argument, der tyder på, at manglende gudstro i sig selv spiller en negativ rolle for evnen eller viljen til at vise respekt og omsorg for andre, samarbejde eller overholde love og regler.

En mere subtil version af påstanden om, at moral er umulig uden Gud, fremføres i bogen "Uten gud er alt tilladt" (2023), af den norske teolog Espen Ottesen. Ottesen går med på, at ateister kan handle moralsk, men mener, at man ikke kan give en tilfredsstillende moralbegrundelse uden Gud. Den sekulære moralfilosofi fra antikken til i dag har ifølge ham ikke formået at svare på, hvad der egentlig er galt med "folkedrab, sex med småbørn eller kønslemlæstelse af kvinder". Et tilfredsstillende svar kræver nemlig forankring i noget, der eksisterer uafhængigt af vores subjektive præferencer: Gud.

Hvis man ikke kan se, hvad der skulle være galt med seksuelle overgreb i en verden uden Gud, har man et alvorligt problem.

Overgreb skader offeret fysisk og psykisk og påfører traumer, der kan gøre livet svært at leve. Forskellige grene af moderne etik har forskellige ting at sige om dette: utilitarismen fokuserer på oplevet smerte og mistrivsel, dydsetikken på overgriberens lastefulde karakter, pligtetikken på selve handlingen, som bryder med rationelt acceptable normer, og omsorgsetikken på fraværet af empati og omsorg i en mellemmenneskelig relation.

Hvordan ser sagen ud, hvis man vil begrunde moralske pligter og forbud ud fra religion?

I en af Platons dialoger, Euthyphron, stiller Sokrates følgende spørgsmål: "Er det gode godt, fordi guderne vil det, eller vil guderne det, fordi det er godt"?

Hvis vi går for det første svar, bliver moralbegrunnelsen vilkårlig. Hvis den eneste grund til ikke at begå folkedrab er, at Gud ikke vil det, ville det være rigtigt, hvis Gud ville det. Det virker absurd. Dette svar giver også en forkert begrundelse af moralske pligter og forbud: det gale ved kønslemlæstelse af kvinder handler om selve overgrebet og dets konsekvenser, ikke om, hvad Gud vil eller ikke vil.

Hvad med den anden mulighed? Måske vil Gud det gode, fordi det er godt? For eksempel, Gud indser, at vi bør tage vare på børn og formidler dette til os? Det virker mere fornuftigt, men gør samtidig Gud overflødig, da vi formår at komme frem til denne indsigt selv.

Moralbegrundelser baseret på Guds vilje ser altså ud til at være enten absurde eller overflødige.

Betyder dette, at jeg betragter religion som moralsk irrelevant? På ingen måde! Religiøse traditioner har udviklet sofistikerede praksisser og vokabularer, som er meningsskabende for mange mennesker. Tro og ritualer kan samle os spirituelt og hjælpe os i det daglige arbejde med at overskride de værste sider af os selv og åbne os for andre.

Bøn, meditation, fællessang eller fejring af højtider kan give moralske fordringer en alvor, som sekulære moralprincipper mangler. Religiøse forbilleder inkarnerer etikken og gør den konkret. Som ateist længes jeg efter et religiøst fællesskab uden at kunne indgå i et.

Filosoffen Jürgen Habermas, som netop er fyldt 95 år, har sagt, at moderne samfund har brug for de religiøse traditioner, selvom moral, demokrati og menneskerettigheder ultimativt skal begrundes sekulært, altså uden henvisning til åbenbarede trosandheder. Nogle mener, at han dermed reducerer religion til et instrument for sekulære værdier.

Andre, som jeg, mener, at Habermas giver en korrekt fremstilling af forholdet mellem religion og moral: religiøs tro kan ikke begrunde moral, men den kan udgøre en levende inspirationskilde for gode handlinger. Ikke mindst kan religion skabe en sammenhæng, som vi er ved at miste i en opsplittet modernitet: sammenhængen mellem det, der er godt og meningsfuldt for mig, og det, som jeg bør gøre, moralsk set.

Publisert i Nordlys den 23.7 2024

Er fri vilje en illusion?

Hvis jeg går rundt på Strøget og siger, at jeg er en robot uden fri vilje, bliver jeg på et tidspunkt anbragt på en psykiatrisk institution. Men hvis jeg skriver en bog om, at alle mennesker er robotter uden fri vilje, bliver jeg måske en berømt filosof, som  inviteres til konferencer og vinder priser.

Fri vilje er evnen til at vælge mellem forskellige handlingsmuligheder, f.eks. hvilket parti jeg skal stemme på til folketingsvalget. Det virker måske indlysende, at vi har fri vilje, fordi det opleves sådan, men mange filosoffer og forskere hævder, at fri vilje er en illusion. De mener, at alt er forudbestemt, dvs. at intet er op til os.

Dette synspunkt kaldes for determinisme. Determinisme findes i en religiøs variant, som hævder, at Gud på forhånd har fastlagt alle begivenheder i verdenshistorien. I dag er det imidlertid en anden form for determinisme, som er i vinden, inspireret af naturvidenskab. For mig virker den lige så lidt overbevisende som den religiøse determinisme.

Den nye determinisme går ud fra, at vi er en del af naturen, og at der ikke findes fri vilje i naturen. En sten har ikke fri vilje, når den ruller ned ad et bjerg, og det havde du heller ikke, da du besluttede dig for at fri til din partner eller studere medicin. Det var bestemt, hvad du kom til at gøre længe før, du mødte din partner eller hørte om medicinstudiet.

Ifølge denne tankegang er enhver hændelse i naturen en nødvendig virkning af en forudgående årsag, som igen er en virkning af en årsag, og så videre tilbage til The Big Bang. Hvis vi havde fuldt overblik over alle forhold i naturen her og nu, kunne vi forudsige præcist, hvad der kommer til at ske om millioner af år.

Et modargument mod determinisme er imidlertid, at moderne kvantefysik ikke hævder, at fysiske systemer opfører sig deterministisk, men at de opererer ud fra sandsynligheder. Sådanne systemer er til dels vilkårlige, dvs. at nogle fysiske tilstande lige så godt kan have det ene som det andet udfald. Det er mest sandsynligt at stenen ruller til højre, givet dens fart og udgangsposition, men måske ruller den til venstre. 

At der er indbygget en grad af vilkårlighed i det fysiske univers betyder ikke i sig selv, at vi har fri vilje. Man kan dog argumentere for, at det gør fri vilje mulig, fordi det åbner et mulighedsrum. Ethvert øjeblik i vores liv kan ses som et mlighedsrum. Fordi vi er selvbevidste aktører med refleksive evner, kan vi udfylde dette rum med meningsfulde, intentionelle handlinger. Vi kan ikke flyve, men vi kan overveje, om vi skal søge et nyt job eller forlade vores partner.

Når jeg står i butikken og overvejer, om jeg skal købe kage eller salat, er jeg ganske vist disponeret på forskellige måder, f.eks. af min trang til noget sødt eller mine forældre, der har lært mig at leve sundt. Men naturlovene tvinger mig ikke til at putte noget bestemt i indkøbskurven, og mine egne tanker om, hvad jeg bør gøre, betyder noget. 

Vi kan også fejle og handle i modstrid med egne beslutninger og værdier. Den, der fortsætter med at tage stoffer på trods af et reelt ønske om at stoppe, udøver ikke fri vilje.

Fri vilje findes ganske vist ikke på virkelighedens laveste niveauer: atomer eller kemiske processer i hjernen har ikke fri vilje. Hvis man leder efter fænomener som kærlighed eller demokrati på celleniveau, finder man heller ingenting. Men det betyder ikke, at kærlighed eller demokrati ikke findes.

Fri vilje opstår i komplekse organismer, hvor helheden (f.eks. "Jonas") kan udøve en vis kontrol over de enkelte dele (f.eks. "højre arm"). Den amerikanske neurobiolog Kevin Mitchell har efter min mening givet en fremragende beskrivelse af, hvordan fri vilje således forstået er et produkt af naturlig evolution og helt i tråd med de bedste biologiske teorier, vi har (Free agents 2023).

En af dem, der har kritiseret Mitchell, er biologiprofessor ved Stanford University, Robert Sapolsky, forfatter af den populære bog Determined: A Science of Life without Free Will (2023). Sapolsky anfører en række forskningsresultater, der skal vise, at det, vi tror er frie, rationelle beslutninger, skyldes faktorer uden for vores kontrol. Det er f.eks. mere sandsynligt, at en sulten dommer kender tiltalte skyldig end en mæt dommer.

Men, at sult kan præge min afgørelse betyder vel ikke, at jeg er nødt til at handle på en bestemt måde. Hvis jeg er bevidst om sulten og de effekter, den kan have, kan jeg stadigvæk give retfærdige karakterer efter en lang dag med mundtlige eksaminer på universitetet.

Desuden har den såkaldte "replikationskrise" vist os, at den type forskning om menneskelig adfærd, som Sapolsky henviser til, ikke er entydig. Krisen består i, at mange studier har vist sig at ikke kunne gentages uden at komme til et andet forskningsresultat. Pointen min er ikke, at disse studier dermed er værdiløse, men at de mangler den sikkerhed, der skal til for at modbevise fri vilje.

Der er uden tvivl sammensatte årsager til replikationskrisen, men en af dem, tror jeg, er, at vi mennesker hele tiden vælger og fravælger muligheder i vores liv. Det gør vi i en kulturel, politisk og livshistorisk kontekst, som præger os, og som hele tiden ændrer sig. Hvis samme forsøg altid skal give samme resultat, har man brug for forudsigelige forskningsobjekter, ikke mennesker.

Det er noget, The Matrix ikke har kalkuleret med: fri vilje

Nej, Israel er ikke "Salman Rushdie blandt stater" (DA)

En tale til folketinget har vakt henrykkelse på tværs af politiske partier og fremhæves som en af bedste i nyere tid. Talen blev holdt af færøske Sjúður Skaale (S) i forrige uge og nogen mener den bør indføres som pensum på universitetet. 

Den er jeg med på, men det bliver i så fald som udgangspunkt kritisk diskussion, ikke som en sandhed der skal indlæres. 

Talens konklusion er at Israel er ”Salman Rushdie blandt stater”. Rushdie er som bekendt et uskyldigt offer for islamistisk ekstremisme og har levet med drabstrusler og drabsforsøg siden han udgav De Sataniske Vers i 1988. Der er desværre alt for mange muslimer som ikke kan finde ud af at fordømme angrebene på Rushdie og forsvare retten til at ytre sig frit om religion. 

 

Men Israel er altså ikke staternes Rushdie. Den vold Israel udsættes for, hænger sammen med den vold Israel selv udøver. Det samme kan ikke siges om Rushdie. 

 

Det er ikke uden grund at en FN-domstol vurderer anklager om Israelsk folkemord i Gaza, eller at den Internationale straffedomstol (ICC) har bedt om arrestordre på Benjamin Netanyahu sammen Israels forsvarsminister og tre Hamas-ledere. Dette nævner Skaale ikke med et ord. 

 

Skaale nævner derimod Israels ”forbryderiske bosættelser på Vestbredden”, ”ydmygelse af og vold mod palæstinensere” samt højreekstreme kræfter i Netanyahus regering. Men dermed bliver sammenligningen med Rushdie – som ikke udøver vold eller fordriver nogen fra hus og hjem – malplaceret.

 

Skaales tale udtrykker nogen sandheder om antisemitismen som findes i Mellemøsten og Vesten, også blandt nogen af dem, der demonstrerer mod krigen i Gaza. Men den maler med alt for bred pensel når den kobler slagordet ”From the River to the See” til antisemitisme. 

 

Anklagen om antisemitisme rettet mod store menneskemængder som demonstrerer for våbenhvile er farlig i en politisk kultur som allerede er polariseret og har svært ved at rumme nuancer.

 

Det store flertal af dem som råber ”From the River to the See” i europæiske og amerikanske byer mener ikke at Israel skal udslettes eller at vold og terror mod jøder kan forsvares. Nogen vil sige at de ulovlige bosættelser på Vestbredden må stoppe, at palæstinensere på Vestbredden bør have stemmeret ved israelske valg, eller at efterkommerne af de flere hundrede tusinde palæstinensere som blev fordrevet fra deres hjem under den store ”katastrofe” (Nakba) i 1948 skal få lov til at vende tilbage. Mange vil gå ind for en én-statsløsning med lige rettigheder for jøder og palæstinensere, andre for en to-statsløsning. Alt det kan man være enig eller uenig i, men det har ingenting med antisemitisme at gøre.

 

Der findes rigtig nok grupper som ikke vil tage afstand fra Hamas’ islamistiske styre og terrormetoder. Det er urovækkende. Men intelligente politikere som Skaale burde holde sig for gode til at tillægge disse synspunkter til enhver som råber ”From the River to the See” eller deltager i pro-palæstinensiske demonstrationer.

 

Vi har alle et ansvar for at sætte os ind i det vi kritiserer. Det gælder også den propalæstinensiske side som bør afstå fra at tilskrive morderiske intentioner til ”sionister”. Sionisme – som pro-palæstinaisme – kommer både i ekstreme og fredelige varianter.     

 

Hvis vi konsekvent fortolker det hinanden siger i den værst mulige betydning, er der ingen vej ud af dumheden og hadet. 

 

Og så til dette med at Israel er ”gået i Hamas fælde”, som Skaale hævder. Jeg går ud fra han mener at Hamas har vundet mediekrigen og fået sympatien over på sin side. Mon familierne til de mere end 13.000 døde børn i Gaza synes der er noget at fejre? Den moralsk absurde logik synes at være at hvis bare vi ikke kunne se de mange videoer af grædende børn der ikke kan findes deres forældre i murbrokkerne, så ville vi alle sammen heppe på ”Mellemøstens eneste demokrati”.  

 

Fældesymbolikken lægger op til at Israel er et uskyldigt offer for Hamas’ listige spil. Det er useriøst. Israels præsident, Isac Herzog, har udtalt at der ”ikke findes uskyldige civile i Gaza”. Forsvarsminister Ben-Gvir er kendt for at have et portræt hængende af massemorderen Baruch Goldstein som dræbte 29 bedende muslimer, og sårede 125, i 1994. Krigen er en villet og kærkommen mulighed for nogen.

 

På en måde har Skaale alligevel ret i at Israel er gået i en fælde: voldens fælde. Israel bliver på lang sigt ikke tryggere af at dræbe næsten 40.000 mennesker. Når palæstinensiske børn traumatiseres, bliver de mere sårbare overfor Hamas’ ekstreme ideologi og løfte om martyrium for den som dræber jøder. Dermed indtræder både Hamas og Israel i en voldsspiral.

 

For at træde ud af denne spiral har vi brug for politikere som evner at se konflikten i dens historiske, politiske og moralske kompleksitet. 

 

Kompleksitet kan ganske vist ødelægge en god tale, men situationens alvor kræver mindre retorik og mere forståelse. 

 

Kronik i POV International den 20.6 2024

Elsk din politiske fiende. Det kan være bra for helsa di (norsk)

Når Bibelen påbyr oss å elske vår neste virker det som en umulig oppgave, i hvert fall dersom det innebærer å ha kjærlige følelser for alle og enhver vi møter på vår vei. Vi er ikke Jesus, liksom.

Ta bare moderne politikk: Hvorfor skulle jeg elske dem som stemmer på feil parti og har gale holdninger? Det virker mer naturlig å hate eller frykte dem. De støtter tross alt opp om politiske tiltak som jeg mener er urettferdige, skadelige eller moralsk forkastelige. De har sikkert onde hensikter. Uintelligente er de i hvert fall! 

Når relasjoner mellom politiske meningsmotstandere preges av sinne, redsel eller andre negative følelser, kalles det «affektiv polarisering» i faglitteraturen.

Affektiv polarisering er ikke det samme som politisk uenighet. Den amerikanske befolkning er ikke mye mer uenig enn den alltid har vært om våpenkontroll, abort, immigrasjon eller offentlig helsevesen, men den affektive polarisering har eksplodert og mistilliten mellom demokrater og republikanere er enorm.

Norge er ikke like hardt rammet som USA, men affektiv polarisering preger likevel debatter om eksempelvis klima og miljø, kjønn og likestilling, innvandring, samiske forhold, og det som skjer i Gaza.

Høy grad av affektiv polarisering ødelegger viljen til å samarbeide, finne kompromisser og føre en sivilisert dialog. Demokratiet forvitrer som et uenighetsfellesskap og forvandles til en kampsone. Å kultivere evnen til å kritisere hverandre uten å bli uvenner er derfor noe av det viktigste vi kan gjøre for demokratiet. Hvordan gjør vi det? 

Vi kan jo begynne med å fortolke budet om nestekjærlighet på en mer realistisk måte, à la den gyllne regel: det du ønsker at andre (ikke) skal gjøre mot deg, skal du (ikke) gjøre mot andre.

Hvordan ønsker du at dine meningsmotstandere behandler deg, dersom du ytrer deg om politikk? La meg gjette:

Du ønsker ikke å bli tatt til inntekt for noe du verken mener eller har sagt. Du ønsker heller ikke å bli motivforklart («dette sier hun fordi hun hater jøder/muslimer») eller idiotforklart, å bli anklaget for løgnaktighet dersom du har kommet til å si noe feil, eller å bli utsatt for personangrep relatert til kjønn, etnisitet, tro eller seksuell orientering.

Da skal du heller ikke gjøre dette mot andre. Det klarer du, selv om du ikke er Jesus.

Kanskje du også ønsker at motstanderen din gjør et ærlig forsøk på å forstå hva du faktisk mener og hvorfor du mener det? Liker du at opponenten din fremhever noe riktig du har sagt, en enighet, før hun ruller ut kritikken sin? Da skal du oppføre deg tilsvarende, når hun ytrer seg. 

Jeg forstår at dette virker banalt. Likevel, dersom vi kaster et blikk på kommentarfeltene og den digitale offentligheten, virker det som om vi alle kan trenge en påminnelse.

For øvrig er det ikke bare demokratiet du redder når du elsker din fiende, men også din egen livskvalitet. Forskning tyder på at affektiv polarisering påvirker den fysiske og psykiske helsen negativt. Personer som lett blir sinte og frustrerte over politisk uenighet, er altså mer utsatt for helseplager enn de som ikke blir det.

Som den nylig avdøde forfatter, Malachy McCourt, engang sa det: «Resentment is like taking poison and waiting for the other person to die.» ( "Harme er som å ta gift selv, og vente at den andre personen skal dø." )

En innvending mot al denne snakken om demokratisk nestekjærlighet er at noen holdninger er så farlige, noen påstander så spinnville, at de ikke fortjener å bli møtt med dialog, men med kamprop og sinne. 

Dessuten: noen mennesker vil ikke forstå deg, og det er nytteløst å forsøke forstå dem.

Jeg ser problemet, og har ingen enkle løsninger. Vi må hver især finne ut hvor langt vi vil strekke oss for å opprettholde en meningsfull samtale med personer eller synspunkter vi anser som håpløse. Jeg tror likevel at grensen ofte er satt for lavt.

Vi omgir oss heller med de som er enige med oss og gir oss likes på Facebook, og unngår kommunikasjon med dem som ikke er.

Cas Sunstein, vinner av Holberg-prisen i 2018, viser i sine arbeider om sosiale medier hvordan ekkokamre og gruppepolarisering truer med å ødelegge den sannhetssøkende samtalen og det felles erfaringsgrunnlag som kreves for å opprettholde et demokrati.

La meg derfor avslutte med et sitat fra den seneste boken til offentlighetens store teoretiker, Jürgen Habermas: «Som boktrykkingen gjorde alle til potensielle lesere, slik gjør digitalisering i dag alle til potensielle innholdsprodusenter og forfattere. Men hvor lang tid tok til det før alle lærte å lese?» (Den nye offentligheten, 2023, s. 39) 

Med andre ord: i den nye offentligheten kan alle ytre seg, men god ytringskultur krever en læringsprosess.

Denne prosessen kan ikke ChatGPT hjelpe oss med: det er noe vi må gjennomgå selv. Klarer du å elske din politiske motstander når hun sier noe åpenlyst feil, er du veldig godt på vei. 

Gjestekommentar i Nordlys den 2.4 2024

Det er noe anti-trumpsk over Sandra Borchs avgang (norsk)

Bare innrøm det: det er noe litt deilig med disse plagiatsakene, ikke sant? Jeg mener, plutselig står vi faktisk sammen om noe: høyre- og venstrevridd, pro-israelsk og pro-palestinsk, kjøtteter og vegetar, nord og sør. 

Det vi står sammen om er en berettiget harme over medlemmer av den politiske eliten som har gjort noe åpenlyst galt. I noen få splittsekunder føles det som om vi ikke er så polarisert lenger, som om vi likevel ikke lever i uforenlige moralske universer og informasjonsbobler.

Vi begynner å drømme om en verden der vi i det minste kan bli enige om hvordan man skriver eller ikke skriver en masteroppgave ved ett av universitetene våre. 

Slike glimt av felles moral kan virke samlende i et demokrati, men det er ikke sikkert at historien ender lykkelig. Et overdrevet fokus på elitens feil og moralske laster kan paradoksalt nok føre til mer polarisering og større avstand mellom eliten og «vanlige folk». For å unngå dette trenger vi saklige og balanserte medier, politikere som tar ansvar for egne feiltrinn, og andre politikere som holder seg for gode til å blåse det hele ut av proposisjoner.  

Forestill deg at det var Donald Trump som hadde blitt ferska.

Altså, at man hadde oppdaget tilfeller av plagiat i BA-graden hans i økonomi fra Universitetet i Pennsylvania. Jeg tviler på at dette hadde blitt en big deal. Det er utenkelig at det ville fått politiske konsekvenser for Trump, uansett om han var president eller presidentkandidat.

Trump har selv uttalt at han kunne stått midt på 5th Avenue i New York og skutt en person uten å miste oppslutning, og det har han sikkert rett i. 

Slik er det heldigvis ikke i Norge. Her er akademisk fuskeri en big deal når man er statsråd, og tilliten mellom politikere og kjernevelgere er ikke ubrytelig. Alt handler ikke om å skylde på politiske motstandere. Det er et demokratisk sunnhetstegn.

I dette lys var noe anti-trumpsk over Sandra Borchs avgang. Ingen bortforklaringer, personangrep og konspirasjonsteorier, bare oppriktig beklagelse og avgang. Trump er dømt og anklaget for ting som er langt verre enn plagiering, men har aldri innrømmet noe som helst eller tatt ansvar. Jo mer han anklages for, jo mer skryter han av seg selv.

Når politikere ikke følger de lover og regler de fastsetter for resten av befolkningen, fører det forståelig nok til mistillit mot «systemet» og den politiske eliten. Dette kan igjen utnyttes av populistiske aktører som lever av å spille på befolkningens misnøye.

I statsvitenskap og politisk filosofi defineres populisme vanligvis som en ideologi, strategi eller kommunikasjonsform som deler samfunnet opp i to moralske kategorier: det «rene folket» og «den korrupte eliten». 

Når populismen trives, polariseres den politiske kulturen og saklig uenighet forvandles til en kamp mellom «de gode» og «de onde», venner og fiender.

Trump er skoleeksemplet på en populist i denne betydningen. 

Trump er lur når han sier at systemet er «rigget», for det er det jo på mange måter, bare at han selv er en av dem som skummer fløten. Han er også flink til å fremstille seg selv som et uskyldig offer for elitens heksejakt. De fleste norske politikere kan ikke - eller vil heldigvis ikke - spille dette spillet.

Aksjeskandaler, pendlerboligsaker og plagiatsaker kan gi populister det beviset de trenger for å fremstille eliten som korrupt, og iscenesette seg selv som de eneste troverdige representanter for vanlige folk.

Enn så lenge er vi forskånet for opportunister av Trumps format i Norge, men hvem vet når tendenser fra USA og Europa innhenter oss her? 

For å unngå dette, er det avgjørende at våre folkevalgte holder seg til de etiske og juridiske normer, som vi andre forventes å følge. Og at de tar ansvar når de begår feil og gjør noe kritikkverdig. Kjerkols benektelser og bagatelliseringer av åpenbar plagiat i masteroppgaven hennes, er ikke et eksempel til etterfølgelse.

Paradokset er likevel at et overdrevet fokus på politikernes feil og moralske laster kan føre til enda større avstand mellom eliten og folket. 

Dersom det bare er de feilfrie og moralsk rene som kan drive med politikk, da er politikk ikke lenger for «vanlige folk». Vanlige folk begår som kjent feil og gjør noen ganger ting de ikke burde gjøre.

Det er synd om unge talenter ikke tør gå inn i politikken fordi de engang kopierte 16 setninger i en ellers selvstendig masteroppgave, av frykt for å bli avslørt som fusker og hengt ut i offentligheten. 

Jeg kan ikke understreke nok hvor mye jeg tar avstand fra plagiering og fusk i akademia.

Som eksaminator og veileder slår jeg ned på dette, om jeg oppdager det. Samtidig frykter jeg at det er noe som går i feil retning: politikk begynner å bli en sport for dydsmønstre og flinkiser på den ene siden, og trumpister som ikke bryr seg og benekter alt, på den andre. 

Gjestekommentar i Nordlys den 29.1 2024