torsdag 22. oktober 2009

Mellem religion og reduktionisme


Debatten mellem nyateister og religiøse anti-ateister raser med usvækket styrke. Ingen af debattanterne kan se noget som helst godt eller formildende i deres aversionsobjekt, og de har ingen nåde, når de vurderer modparten som fascistisk, uvidende, polemisk, uredelig og ødelæggende for alt hvad der er storslået og værdifuldt i denne verden.

I et interview med Lars Sandbeck og Lars Christiansen,"Nyateister er agressive og polemiske", i lørdagens Politiken hørte vi den samme sang endnu engang. De to forfattere, der netop er udkommet med "Gudløse hjerner", blev vi præsenteret for det enten-eller, det ensidige valg, som både religiøse anti-ateister og "nye ateister" a la Dawkins og Hitchens stiller os over for: Vi kan enten holde os strengt til de rammer, der fastsættes af den eksperimentielle naturvidenskab eller vi kan supplere disse rammer med et religiøst perspektiv. De såkaldte "nye ateister" som Dawkins og Hitchens kæmper skråsikkert for den første mulighed, anti-ateisterne lige så entydigt for den anden.

I interviewet får vi et fint indblik i de snævre forestillinger, som ateismens bekæmpere nærer om deres modstandere: Ateisme fører nødvendigvis til biologisk reduktionisme og derfra let til nazisme, ifølge de to højst polemiske forfattere.

Forfatterne mener videre, at ateister er "inkonsekvente", hvis de indgyder mennesker nogen former for håb eller mening i livet. Jeg, der ikke i nogen traditionel forstand kan kalde mig religiøs, er altså inkonsekvent, når jeg håber på f.eks. et mere retfærdigt og inkluderende samfund? Ja, og grunden er at "for ateister findes der jo kun atomer, molekyler og kommunale instanser. Alt det, der er større og mere, hører til det religiøse univers«. Her måtte jeg dreje rundt på min kontorstol to gange: Er det blevet sådan, at religionerne ikke blot vil anerkendes som værdige livsmuligheder, som frugtbare kilder til mening, perspektiver og værdier, men også tage patent på alt det, der overskrider naturvidenskabens begrebsapparat? Åbenbart, og dermed udvider anti-ateisterne stiltiende deres kritikområde fra de reduktionistiske "nye ateister" til alt, som ikke falder ind under betegnelsen "religion". Hvilken grov karikatur af den ikke-religiøse livsmulighed!

Christiansen og Sandbeck påpeger rigtigt, at de nye ateister som Dawkins og Hitchens simplificerer religion og religiøse og reducerer religiøsitet til sandhedspåstande om ting som ikke kan bevises. Denne type ateister har ingen indsigt eller interesse i modne og (selv)kritiske former for religion og teologi, eller for de eksistentielle aspekter af det at leve religiøst. Religion er derfor et langt mere komplekst fænomen end de nye ateister - som har et ensidigt negativt fokus - vil have det. Men netop derfor er det mig en gåde, at Sandbeck og Christiansen foretager præcis det samme nummer med ateistiske mennesker og holdninger. Skulle alle ateister virkelig leve for molekyler og atomer? Skulle atister ikke kunne hengive sig til større værdier og fællesskaber, til kunsten, kærligheden og erkendelsen? Er der ingen gode grunde til at håbe uden om Gud? Er man blottet for spiritualitet og moral, hvis man ikke melder sig under en af de organiserede religioners faner?

Her må jeg protestere: Heldigvis står mennesket ikke i en situation, hvor det må vælge mellem traditionelle religiøse dogmer på den ene side og en fattig, reduktionistisk forstand på den anden.

Med dette indlæg ønsker jeg ikke at tage stilling i kampen mellem religiøse og de "nye ateister" som f.eks. Dawkins, men blot at påpege, at de valgmuligheder vi gives i denne kamp, er alt for snævre til at yde retfærdighed til menneskets mulighedspotentiale.

Ingen kommentarer:

Legg inn en kommentar