torsdag den 22. oktober 2009

Durban 2


(oprindeligt publiceret d. 20 april i forbindelse med FN' s racisme-konference i Geneve ("Durban II"))

Vi hører vi hele tiden, at OIC – de muslimske landes fællesorganisation – ønsker at forbyde religionskritik. Dette er muligvis rigtigt, og i så fald foruroligende, men hvor står det henne? Hvem har sagt det?

I det slutdokument, der skal diskuteres i Geneve, står der ingenting om at forbyde religionskritik. Der opfordres derimod til tiltag mod ”Islamophobia, anti-Semitism, Christianophobia and anti-Arabism manifested in particular by the derogatory stereotyping and stigmatization of persons based on their religion or belief”.

Og hvem kan være uenig i det?

Mig bekendt nævner heller ikke de tidligere dokumenter fra OIC - som ellers kan være provokerende læsning - ordet "religionskritik", men derimod "blasfemi" og "had mod religioner" (med tydelig reference til Jyllands-Postens berømte karikaturer).
Der er trods alt stor forskel på at kræve blasfemi forbudt (a la muhammed-karikaturerne), og på, at ville forbyde generel religionskritik (f.eks. a la Nietzsche, Marx eller Freud).

Oprindeligt blev udtrykket "defamation of religion" (religionsforhånelse / religionskrænkelse) brugt, men det er taget ud i den aktuelle version. Det er dette udtryk bl.a. Berlingske Tidende kobler direkte til religionskritik (se artiklen her).

I den oprindelige Durban II teksten er udtrykket ikke direkte knyttet til et krav om lovforbud, men det er det tilgengæld i et tidligere FN-forslag (klik her)

Religionskritik i bred forstand bør naturligvis ikke forbydes i et liberalt samfund. Det bør blasfemi heller ikke, plasfemiparagraffen er ude af trit med det europæiske befolkningsflertals moralske virkelighed: Mange mener, at det er dumt og ufrugtbart at latterligegøre religiøse figurer og symboler, men de færreste mener, at det skal være forbudt. I Danmark tages straffelovens blasfemiparagraf (§ 140) - nedskrevet i 1866 - derfor stort set heller aldrig i brug (hvilket er en god grund til at afskaffe den).

At man er modstander af kriminalisering af blasfemi betyder dog ikke nødvendigvis, at man er nogen stor fan af at mobbe religiøse grupper eller minoriteter. Man kan godt udvise hensyn, eller ligefrem solidaritet, uden at ønske krænkelser forbudt ved lov.
Under alle omstændigheder tjener det ikke OIC-skeptikernes sag at fejlcitere, som jeg formoder vi gør, når vi påstår, at OIC vil have ”religionskritik” forbudt og ligestillet med racisme.
Det er muligvis det, OIC egentlig vil, men det må vi så prøve at påvise. F.eks. ved at henvise til den manglende sammenhæng mellem de tolerante formuleringer i slutdokumentet og den konkrete retspraksis i lande som f.eks. Iran eller Afghanistan, hvor religionskritikere lever livet farligt. Lad os påpege argumentative uklarheder og performative selvmodsigelser. Lad os forklare åbent og ærligt, hvordan provokationer og udfordringer kan være til gavn for både religiøse og ikke-religiøse borgere, istedet for at påstå, at OIC siger noget, de ikke siger.
Lad os ikke (mis)bruge sproget strategisk, blot fordi de andre gør det.

Se i evt. min kritik af blasfemiparagraffen i dansk lovgivning i:

”Den krænkede religion. Habermas, Honneth og profetens turban”. Etikk i praksis. Nordic Journal of Applied Ethics. Nr. 1, 2009.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar