Religionen er gidsel i identitetspolitikken. Det viste OL's dragshow tydeligt

I et sekulært samfund findes der ikke nogen generel pligt til at respektere "det hellige". Alligevel må vi tage debatten om, hvornår og hvordan vi skal tage hensyn til andres religiøse følelser. Den debat er desværre præget af hykleri og dobbeltmoral.

Den olympiske åbningsceremoni 2024 var lidt af et cirkus, og det blev den efterfølgende debat også. Et kort indslag med queer personer og elementer af dragshow blev fortolket som en latterliggørelse af Michelangelos maleri "Den sidste nadver", som viser Jesus før korsfæstelsen med sine disciple.

Langt fra alle kristne bliver provokeret af den slags. Nogle har tværtimod påpeget, at Jesus hang ud med datidens marginaliserede og udstødte, og at indslagets budskab om inklusion derfor var helt i Jesu ånd. Men de, der blev provokeret, fik støtte af magtfulde personer, herunder katolske biskopper, influenceren Andrew Tate, Tesla-grundlæggeren Elon Musk og den amerikanske præsidentkandidat Donald Trump, som kaldte arrangementet en "skændsel".

At OL-komiteen efterfølgende beklagede, at nogen blev stødt (dog uden at beklage selve indholdet), hjalp ikke. Ej heller at kunstneren Thomas Jolly, som stod for arrangementet, afviste, at det var inspireret af "Den sidste nadver". Det var derimod inspireret af "Le Festin des Dieux" ("Den guddommelige fest") af den hollandske maler Jan van Bijlert. "Den guddommelige fest" fremstiller græsk-romerske guder, som holder fest på det græske bjerg Olympen, som er det symbolske ophavssted for De Olympiske Lege.

Men så er "Den guddommelige fest" alligevel visuelt inspireret af "Den sidste nadver". Og den lesbiske DJ Barbara Butch, som spiller en fremtrædende rolle i det omdiskuterede indslag (det er hende i midten med glorie), har selv sammenlignet det med "Den sidste nadver" og beskrevet det som "The New Gay Testament" i sociale medier.

Uanset om optrinnet havde noget med kristendom at gøre eller ej, rejser det spørgsmålet om religiøse følelser og hvorvidt de bør respekteres. 

Havde der været noget galt med at vise os en woke Jesus og hans queer disciple i bedste sendetid? Personligt har jeg ingen problemer med dette, men jeg har heller ingen problemer med at vise hensyn til mennesker, som tror på noget, jeg ikke tror på. 

Jeg tilslutter mig de værdier og den pluralisme, Thomas Jolly ville fejre, men jeg er usikker på, om et dragshow over "Den sidste nadver" i bedste sendetid er den bedste måde at fremme disse værdier på.

For mange af os, der følger den amerikanske debat, virker det alligevel mærkeligt, at mennesker, der idoliserer Donald Trump, nu taler om at vise respekt for kristendommen. Trump virker som en religiøs analfabet og intet tyder på, at han har læst Bibelen eller praktiserer en personlig tro. Alligevel misbruger han kristendommen i sin kulturkamp mod venstrefløjen, woke og indvandring. Det er det, man kalder hykleri.

Trump er dømt for voldtægt og ulovlig udbetaling af tys-tys-penge til en pornostjerne, han angiveligt havde sex med, mens han var gift og havde børn. Han sælger sin egen version af Bibelen for at betale af på bøder og advokatregninger, lyver i stor stil, er optaget af hævn og taler grimt om dem, han ikke kan lide. Billeder med Trump som Jesus er almindelige ved hans vælgermøder. Det samme er hatte med teksten "God, Guns and Trump".

Hvis man ikke mener, at dette er en hån mod kristne værdier som næstekærlighed, ydmyghed og tilgivelse, men at et dragshow i tolerancens navn er det, tyder det på et mangelfuldt moralsk kompas. 

Hvis Trump inkarnerer din kristendomsforståelse, er du nok mere optaget af identitetspolitik end af kristendom.

I den europæiske debat var der mange, der pegede på dobbeltmoral: OL-arrangørerne ville aldrig have udsat islam for en lignende behandling, hørte vi, men kristendommen udsætter vi gerne for provokation. Der er noget om dette. Jeg prøvede for nylig at få ChatGPT til at fortælle en vittighed om Muhammed, den muslimske profet, noget den nægtede, fordi det er et "følsomt emne". Den ville derimod gerne fortælle vittigheder om Jesus og Buddha. Det siger noget om, hvem vi tør fornærme og hvem ikke.

Anklagen om dobbeltmoral kan imidlertid også vendes den anden vej. Tag for eksempel forfatter og klummeskribent hos Berlingske, Eva Selsing, som beskrev OL showet som "kvalmende" på X (tidligere Twitter) og delte opslag om at dette aldrig ville ske for den muslimske profet. Det er sikkert rigtigt, men hun opfører sig ikke konsistent: Når det er muslimer, der er fornærmet over noget, fremfører hun et dedikeret forsvar for ytringsfriheden, så hvorfor ikke gøre det samme når det handler om kristne? Grunden er selvfølgelig at det ikke handler om et principielt forsvar for ytringsfriheden men, igen, om identitetspolitik.

Jeg tipper, at mange af dem, der nu kritiserer OL-komiteen for religiøs ufølsomhed, ikke er parate til at vise den samme følsomhed næste gang muslimer føler sig såret over en karikaturtegning eller en koranafbrænding.

Vi må finde en balance mellem religionskritik og kunstnerisk provokation på den ene side og respektfuld omgang med religion på den anden. Den balance er kontroversiel, og jeg har ingen enkle løsninger. Givet tendensen til hykleri og dobbeltmoral på alle sider i denne debat får jeg alligevel lyst til at citere Jesus: "Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?"

Publiceret i Altinget.dk den 13.8 

Debatten om «kanselleringskultur» har avsport. Vi trenger en gjenstart.

Om man følger den offentlige debatten er det lett å få inntrykk av at «kansellering» av kjente personer eller deres ytringer er et nytt demokratisk problem som preger vår samtid. Det kan også virke som om dette problemet alene skyldes den «woke» venstresiden, altså politisk overkorrekte antirasister, feminister og transaktivister. Og så er det lett å bli overbevist om at kansellering alltid utgjør en trussel mot ytringsfrihet og demokrati. Men intet av dette stemmer.

Store Norske Leksikon definerer kanselleringskultur som «en strategi som går ut på å ekskludere noe eller noen som ansees som umoralsk eller forkastelig, for eksempel rasistisk eller antisemittisk. Den eller det som blir kansellert, blir dermed utelukket fra sosiale eller økonomiske sammenhenger og posisjoner».

Om vi legger denne definisjonen til grunn er det ingenting som tilsier at kansellering nødvendigvis utgjør en trussel mot ytringsfriheten. Om et universitet nekter å gi en religiøs taler med kvinnefiendtlige eller homofobiske holdninger en plattform på campus kan vedkommende fremdeles ytre seg andre plasser, innen lovens rammer. Noen av de som blir kansellert har store medieplattformer og tusenvis av følgere. 

Eller ta boikott, som også kan være en kanselleringsstrategi. Selv har jeg nettopp boikottet den amerikanske filosofen, Sam Harris, fordi jeg er svært skuffet over hans ensidige analyser av det som skjer i Gaza. I praksis betyr det at jeg har oppsagt abonnementet mitt på den populære meditasjons-appen hans, Waking up. Harris tar etter mitt syn hverken det palestinske folkets lidelser eller uretten Israel begår seriøst. Med dette har jeg brukt en demokratisk rettighet som du og jeg har. Vi trenger heldigvis ikke lytte til alt, eller kjøpe alle produkter. Jeg har ikke kneblet noens ytringsfrihet, men utøvd forbrukermakt.

En annen misforståelse er at kanselleringskultur er et fenomen som bare trives på den radikale venstresiden. Dersom man leser Danby Chois Kanseller meg hvis du kan (2023), får man dette inntrykket. Det er et merkelig syn alt ettersom høyreorientert ideologi har vært og fremdeles er en pådriver for diverse begrensninger i ytringsfriheten. Historisk sett kan vi nevne McCarthyismen som sto for grov, systematisk forfølgelse av venstreorienterte personer med antatt kommunistiske sympatier på 40- og 50-tallet i USA.Mer aktuelt bør vi bekymre oss for den lange rekke av urovekkende kanselleringer av pro-palestinske og Israel-kritiske holdninger siden Hamas’ terrorangrep den 7.10 siste år. Her snakker vi om alt fra oppsigelser av folk som har delt et Tweet (eller X, som det heter nå), eller skrevet under på protestbrev mot Israels krigføring, til forbud mot å bære palestina-skjerf til demonstrasjoner, avlysning av professorater og tilbaketrekking av kunststøtte eller prisoverrekkelser.

For nylig kansellerte Universitetet i Köln et gjesteprofessorat som var avtalt med den kjente filosofen Nancy Fraser. Begrunnelsen var at Fraser sammen med hundrevis av kolleger hadde underskrevet brevet «Philosophy for Palestine» som i sterke vendinger fordømmer Israels massive bombardementer i Gaza og oppfordrer til boikott av israelske produkt. Fraser er selv jødisk.

Slike kanselleringer kommer ikke fra den «woke» venstresiden.

I sin lesverdige bok Woke: kulturkrig, kansellering og identitetspolitikk (2023), demonstrerer Lisa Esohel Knudsen et viktig poeng: de som roper høyt om farene med kanselleringskultur erofte inkonsistente i sitt forsvar av ytringsfriheten. Det vil si at de egentlig ønsker å forsvare retten til å ytre bestemte ting (f.eks. om muslimer), men gjerne kan gå inn for kansellering av andre ytringer (f.eks. om Israel), eller i hvert fal ikke hisser seg opp over kansellering av ytringer de er uenig i.
Konklusjonen min er likevel ikke at «woke» kanselleringskultur ikke finnes. 

Misforstått identitetspolitikk og antirasistisk indignasjon fører noen ganger til merkverdige påstander om rasisme, islamofobi eller transfobi der den åpenbart ikke finnes. Det så vi f.eks. da gallapremieren på den norske barnefilmen Helt super ble avlyst på filmfestivalen i Berlin i 2023 etter grunnløse anklager om ««stereotypiske fremstillinger av fargede mennesker».

Slike saker gjør antirasismen en bjørnetjeneste fordi de fjerner fokus fra den ekte rasismen som finnes, også i Norge, og fortjener vår oppmerksomhet.

La oss likevel kvitte oss med den utdaterte forestillingen om at kanselleringskultur = woke = venstresiden. Kanselleringskultur kommer fra alle sider av det politiske spektrum, og må analyseres sak for sak. Spørsmålet er derfor ikke om kanselleringskultur er «bra» eller «dårlig». Noen kritikker av Israel er antisemittistiske og noen krikker av islam er islamofobiske. Kanskje de fortjener å bli kansellert?

Det interessante spørsmålet er heller når ytringer bør beskyttes, og når vi med god grunn kan tillate oss å ekskludere dem.Publisert i Nordnorsk debatt den 16.4 2024