Lommefilosofi om mænd og MeToo

Min filosof-kollega, Anders Fogh Jensen, har vakt opsigt med sin kritik af MeToo-bevægelsen, og de følger han frygter den vil få, bl.a. i et interview bragt i Berlingske Tidende den 12.1, og et interview på Deadline den 14.1. Men har han ret?

Jensen påstår, at MeToo bygger på manglende indsigt i "mandens" natur som et begærende driftsvæsen, som per definition gerne vil i seng med den unge praktikant på arbejdspladsen. "Hvad troede I egentlig at en mand var?", spørger han retorisk.

Men, hvad tror Jensen egentlig at en kvinde er? Tror han, at kvinder ikke ved, at mænd kan være liderlige, eller at der findes begær på arbejdspladsen? Hvis der er nogen, som ved dette, er det ofrene for sexchikane og seksuelt pres. De behøver ikke en filosof til at forklare det for dem.

I øvrigt er stereotype distinktioner mellem "manden" og kvinden" diskrediterede i moderne filosofi og kønsforskning. I dag ved vi, at køn og seksualdrift udspilles i diverse former i forskellige samfund, epoker, og kontekster. Over hele kloden benyttes normative forestillinger om mandens og kvindens essens til at legitimere forskellige former for tvang, dominans, og ensretning. Det betyder ikke, at der ikke findes biologiske forskelle mellem kønnene. Men det betyder, at seksualiteten præges betydeligt af sprog, holdninger, erfaringer, og værdier. Jensen bidrager med sin retorik til at cementere rigide kønsopfattelser, ikke til at udfordre dem. I værste fald legitimerer den enkelte mænds tingsliggjorte forestillinger om, at det ligger i deres natur at være seksuelt aggressive. 

Hvad så med påstandene om at MeToo fører til "gennemregulering" af samfundet, på alle planer, i alle livets domæner? At flirten og den seksuelle spænding forsvinder? At ingen mænd vil turde kysse en kvinde uden at spørge om lov først? Her mangler der noget empirisk materiale, eller noget mere argumentation. Hvorfor kan man ikke være vild og dionysisk, samtidig som man tager et opgør med chikanering på arbejdspladsen? Det er netop retten og magten til at sige nej, der gør flirten spændende, og legen med grænsen interessant. 

Jensens påstand om at vi må "kunne tage chancer" er enten triviel: Der er ingen, der benægter hans ret til at afprøve en seksuel mulighed, baseret på kropssprog og situationsfornemmelse, så længe han respekterer det nej, som muligvis er resultatet. Eller også er den beskæmmende: prøver han at sige, at muligheden for overgreb også må til tilstede på et eller andet plan? 

Jensen hævder til sidst, at sexchikane og MeToo skal forstås i lyset af det han kalder "projektsamfundet". Lad os for argumentets skyld gå med på analysen af projektsamfundet og dets neoliberale udnyttelsesmekanismer. Er det nødvendigt at forstå projektsamfundet for at forstå stemmerne og erfaringerne bag MeToo? Nej, for chikanering af kvinder findes i alle samfund og epoker, ikke kun i vestlige innovationssamfund. Det kan selvfølgelig være interessant at se på, hvordan seksuel magt udspilles forskelligt i forskellige samfundstyper, men det er ikke det, Jensen vil. Det virker mere som om han vil relativere sexchikane ved simpelthen at snakke om noget andet. I interviewet med Deadline giver han følgende eksempel: Han bliver jo også udnyttet af projektsamfundet, når han ikke får løn for at lade sig interviewe! Problemet er bare, at Jensen ikke har været udsat for en krænkelse i nogen moralsk relevant betydning. Analogien til sexchikane er derfor pinlig.

Jensen har ret i, at MeToo kan misbruges, og have nogen uheldige bivirkninger. Det kan f.eks. anti-racistiske bevægelser også. Uskyldige kan blive anklaget, og miste deres arbejde og anseelse. Det er noget vi må tage seriøst. Men netop derfor er det synd, når den troværdige, kritiske analyse udebliver, og kun lommefilosofien står tilbage.