Et diktatur kan utdanne gode leger, biokjemikere, og ingeniører, men et fag som ex.phil. kan det umulig ha.
Mens Norge diskuterer om ex.phil. skal revideres eller erstattes med noe annet, vurderer man i Danmark å gjeninnføre det. Blant tilhengerne er den danske utdannelses- og undervisningsminister, Søren Pind. Pind argumenterer for at et fremtidig dansk "filosofikum" skal ivareta dannelsesdimensjoner som den kritiske sansen, respekt og medansvar, etikk og det han kaller "det indre kompasset". La meg supplere Pind fra innsiden av norsk ex.phil.
Den kritiske sansen, det vil si evnen til å forholde seg refleksivt og vurderende til kilder, påstander og tekster, er en forutsetning for å lykkes som selvstendig akademiker. Ex.phil. i dagens Norge oppmuntrer til derfor til aktiv utprøving av egne og andres synspunkter mer enn til pugging og opphoping av fakta. Hva gjør en påstann sann? Hvordan samsvarer premisser og konklusjon et holdbart argument? Hva kjennetegner et rettferdig samfunn? Hva er styrker og svakheter ved konkurrerende moralsystemer? Moderne filosofi er ikke en rekke mer eller mindre holdbare postulater, men en utforskende prosess, der argumenter fremsettes og etterprøves så klart og konsistent som mulig. I denne prosesseen kan vi ta inn over oss de empiriske resultater som enkeltvitenskapene produserer. Samtidig reflekterer vi over hvordan forskjellige vitenskapssyn og teoretiske forutsetninger preger de spørsmål som stilles, og de svar som gis, og hvordan empirisk kunnskap alltid inngår i en politisk og historisk sammenheng.
Den kritiske sansen er ikke bare viktig for den akademiske dannelse, men også for den demokratiske dannelse, og for hele den demokratiske offentligheten, som demokratiet vårt er tuftet på. I en tid der "fake news" og konspirasjonsteorier igjen og igjen når toppen av trending videos på Youtube, synes dette viktigere enn noensinnne. Et diktatur kan utdanne gode leger, biokjemikere, og ingeniører, men et fag som ex.phil. kan det umulig ha: Kritiske debatter om makt, sannhet og samfunnsinnretning er farlige for autoritære systemer og deres ideologiske fundament.
Kritikk er bra, men bør suppleres av respekt og medansvar, herunder villigheten til å lytte til synspunkter vi er uenige i og endre standpunkt når vi åpenlyst har tatt feil. Som påpekt i Morgenbladets leder den 16. februar, så er det i dag god grunn til å være bekymret for hva Facebook og Twitter gjør med vår politiske kultur og vår evne til å debattere saklig med meningsmotstandere. På ex.phil. er respekt, ansvar og demokrati ikke bare på pensum, det er også noe som utøves aktivt i klasserommet. Vi debatterer sensitive tema som religion, og livssyn, abort, aktiv dødshjelp, dødsstraff, og genetisk sortering, og vi gjør det i klassemiljøer preget av kulturell og politisk mangfold. Dermed kultiverer vi den respektfulle dialogen ut fra det grunleggende premisset om å være enige i å være uenige.
Også etikk er en sentral del av norsk ex.phil. Jeg er enig med UiT-rektor Anne Husebekk i at universitetet bør ta inn over seg nye teknologiske utviklinger og samfunnsutfordringer, samt at dette kan adresseres i form av "genereisk kunnskap" (Khrono, 21.2). Men jeg undrer meg over at Husebekk ikke nevner den etiske refleksjonen som er fullstendig avgjørende i dette øyblikket av historien vår: Hvilke etiske verdier bør styre (og noen gange begrense) utnyttelsen av de enorme muligheter innen "Big Data" og kunstig intelligens? kan teknologiske fremskritt foregår på en rettferdig måte i en stadig mer ulik verden? Når kommer effektivitetshensyn i konflikt med moralske prinsipper slik som informert samtykke og personlig autonomi? Hvis en førerløs bil kjører ned en fotgjenger, hvis skyld er det da, og hvem bør straffes? De som lager bilen, eller de som lager GPS-systemet?
Hva så med å finne sitt "indre kompass", som den danske utdannelsesminister uttrykker det? Dagens ungdom konfronteres i ekstrem grad med presset fra ytre verdier: identitetspleie i sosiale medier, materiell suksess, karrierreplanlegging og CV-bygging. Samtidig mangler de orienteringskraften som før var gitt - på godt og ondt - med religiøse rammeverk og "de store fortellinger" som var menings- og identitetsskapende. Det er mye som flyter, og det er opp til den enkelte å skape en sammenheng ut av alle trådene. Kanskje det er derfor psykiske helseplager øker blant ungdom, og stadig flere rapporterer stress? Ex.phil. har en unik mulighet for å trekke i motsatt retning ved å dvele ved det "indre" og rettningsgivende: etikk, livssyn, verdier, og kunsten å leve et godt liv. Faget har tross alt en over 2000 år lang tradisjon for å drøfte disse tema.
Det er ikke universitetetsoppgave å være livsveileder, men vi bør likevel ivareta de aspekter ved allmenndannelsen som ikke kan måles i snevre økonomiske termer. Det er kanskje andre fag som er mer effektive på kort sikt. Men hvorfor ikke tenke langsiktet og helhetlig? Demokratiet trenger det, og åndslivet fortjener det.
Publisert på Morgenbladet.no den 9.3 2018.
onsdag 19. desember 2018
lørdag 27. januar 2018
Lommefilosofi om mænd og MeToo
Min filosof-kollega, Anders Fogh Jensen, har vakt opsigt med sin kritik af MeToo-bevægelsen, og de følger han frygter den vil få, bl.a. i et interview bragt i Berlingske Tidende den 12.1, og et interview på Deadline den 14.1. Men har han ret?
Jensen påstår, at MeToo bygger på manglende indsigt i "mandens" natur som et begærende driftsvæsen, som per definition gerne vil i seng med den unge praktikant på arbejdspladsen. "Hvad troede I egentlig at en mand var?", spørger han retorisk.
Men, hvad tror Jensen egentlig at en kvinde er? Tror han, at kvinder ikke ved, at mænd kan være liderlige, eller at der findes begær på arbejdspladsen? Hvis der er nogen, som ved dette, er det ofrene for sexchikane og seksuelt pres. De behøver ikke en filosof til at forklare det for dem.
I øvrigt er stereotype distinktioner mellem "manden" og kvinden" diskrediterede i moderne filosofi og kønsforskning. I dag ved vi, at køn og seksualdrift udspilles i diverse former i forskellige samfund, epoker, og kontekster. Over hele kloden benyttes normative forestillinger om mandens og kvindens essens til at legitimere forskellige former for tvang, dominans, og ensretning. Det betyder ikke, at der ikke findes biologiske forskelle mellem kønnene. Men det betyder, at seksualiteten præges betydeligt af sprog, holdninger, erfaringer, og værdier. Jensen bidrager med sin retorik til at cementere rigide kønsopfattelser, ikke til at udfordre dem. I værste fald legitimerer den enkelte mænds tingsliggjorte forestillinger om, at det ligger i deres natur at være seksuelt aggressive.
Hvad så med påstandene om at MeToo fører til "gennemregulering" af samfundet, på alle planer, i alle livets domæner? At flirten og den seksuelle spænding forsvinder? At ingen mænd vil turde kysse en kvinde uden at spørge om lov først? Her mangler der noget empirisk materiale, eller noget mere argumentation. Hvorfor kan man ikke være vild og dionysisk, samtidig som man tager et opgør med chikanering på arbejdspladsen? Det er netop retten og magten til at sige nej, der gør flirten spændende, og legen med grænsen interessant.
Jensens påstand om at vi må "kunne tage chancer" er enten triviel: Der er ingen, der benægter hans ret til at afprøve en seksuel mulighed, baseret på kropssprog og situationsfornemmelse, så længe han respekterer det nej, som muligvis er resultatet. Eller også er den beskæmmende: prøver han at sige, at muligheden for overgreb også må til tilstede på et eller andet plan?
Jensen hævder til sidst, at sexchikane og MeToo skal forstås i lyset af det han kalder "projektsamfundet". Lad os for argumentets skyld gå med på analysen af projektsamfundet og dets neoliberale udnyttelsesmekanismer. Er det nødvendigt at forstå projektsamfundet for at forstå stemmerne og erfaringerne bag MeToo? Nej, for chikanering af kvinder findes i alle samfund og epoker, ikke kun i vestlige innovationssamfund. Det kan selvfølgelig være interessant at se på, hvordan seksuel magt udspilles forskelligt i forskellige samfundstyper, men det er ikke det, Jensen vil. Det virker mere som om han vil relativere sexchikane ved simpelthen at snakke om noget andet. I interviewet med Deadline giver han følgende eksempel: Han bliver jo også udnyttet af projektsamfundet, når han ikke får løn for at lade sig interviewe! Problemet er bare, at Jensen ikke har været udsat for en krænkelse i nogen moralsk relevant betydning. Analogien til sexchikane er derfor pinlig.
Jensen har ret i, at MeToo kan misbruges, og have nogen uheldige bivirkninger. Det kan f.eks. anti-racistiske bevægelser også. Uskyldige kan blive anklaget, og miste deres arbejde og anseelse. Det er noget vi må tage seriøst. Men netop derfor er det synd, når den troværdige, kritiske analyse udebliver, og kun lommefilosofien står tilbage.
Jensen påstår, at MeToo bygger på manglende indsigt i "mandens" natur som et begærende driftsvæsen, som per definition gerne vil i seng med den unge praktikant på arbejdspladsen. "Hvad troede I egentlig at en mand var?", spørger han retorisk.
Men, hvad tror Jensen egentlig at en kvinde er? Tror han, at kvinder ikke ved, at mænd kan være liderlige, eller at der findes begær på arbejdspladsen? Hvis der er nogen, som ved dette, er det ofrene for sexchikane og seksuelt pres. De behøver ikke en filosof til at forklare det for dem.
I øvrigt er stereotype distinktioner mellem "manden" og kvinden" diskrediterede i moderne filosofi og kønsforskning. I dag ved vi, at køn og seksualdrift udspilles i diverse former i forskellige samfund, epoker, og kontekster. Over hele kloden benyttes normative forestillinger om mandens og kvindens essens til at legitimere forskellige former for tvang, dominans, og ensretning. Det betyder ikke, at der ikke findes biologiske forskelle mellem kønnene. Men det betyder, at seksualiteten præges betydeligt af sprog, holdninger, erfaringer, og værdier. Jensen bidrager med sin retorik til at cementere rigide kønsopfattelser, ikke til at udfordre dem. I værste fald legitimerer den enkelte mænds tingsliggjorte forestillinger om, at det ligger i deres natur at være seksuelt aggressive.
Hvad så med påstandene om at MeToo fører til "gennemregulering" af samfundet, på alle planer, i alle livets domæner? At flirten og den seksuelle spænding forsvinder? At ingen mænd vil turde kysse en kvinde uden at spørge om lov først? Her mangler der noget empirisk materiale, eller noget mere argumentation. Hvorfor kan man ikke være vild og dionysisk, samtidig som man tager et opgør med chikanering på arbejdspladsen? Det er netop retten og magten til at sige nej, der gør flirten spændende, og legen med grænsen interessant.
Jensens påstand om at vi må "kunne tage chancer" er enten triviel: Der er ingen, der benægter hans ret til at afprøve en seksuel mulighed, baseret på kropssprog og situationsfornemmelse, så længe han respekterer det nej, som muligvis er resultatet. Eller også er den beskæmmende: prøver han at sige, at muligheden for overgreb også må til tilstede på et eller andet plan?
Jensen hævder til sidst, at sexchikane og MeToo skal forstås i lyset af det han kalder "projektsamfundet". Lad os for argumentets skyld gå med på analysen af projektsamfundet og dets neoliberale udnyttelsesmekanismer. Er det nødvendigt at forstå projektsamfundet for at forstå stemmerne og erfaringerne bag MeToo? Nej, for chikanering af kvinder findes i alle samfund og epoker, ikke kun i vestlige innovationssamfund. Det kan selvfølgelig være interessant at se på, hvordan seksuel magt udspilles forskelligt i forskellige samfundstyper, men det er ikke det, Jensen vil. Det virker mere som om han vil relativere sexchikane ved simpelthen at snakke om noget andet. I interviewet med Deadline giver han følgende eksempel: Han bliver jo også udnyttet af projektsamfundet, når han ikke får løn for at lade sig interviewe! Problemet er bare, at Jensen ikke har været udsat for en krænkelse i nogen moralsk relevant betydning. Analogien til sexchikane er derfor pinlig.
Jensen har ret i, at MeToo kan misbruges, og have nogen uheldige bivirkninger. Det kan f.eks. anti-racistiske bevægelser også. Uskyldige kan blive anklaget, og miste deres arbejde og anseelse. Det er noget vi må tage seriøst. Men netop derfor er det synd, når den troværdige, kritiske analyse udebliver, og kun lommefilosofien står tilbage.
Abonner på:
Innlegg (Atom)