Vil erstatte lærere i Danmark med kunstig intelligens

Platon, den antikke filosofen, beskrev i sin berømte “hulelignelse” en gruppe mennesker som holdes fanget i en underjordisk hule hele livet. De er fastspent og alt de ser er skygger som kastes på en vegg. Bak fangene går voktere rundt med fysiske etterligninger av ekte ting, altså kunstige trer, hus, dyr osv., og bak dem er det et bål, som forårsaker skyggene.

Er det rart om fangene tror at skyggespillet er det egentlige livet deres? At alt de snakker om er hvordan skyggene forandrer seg, og hva det betyr? Nei. De har ikke noe annet å snakke om. De forstår ikke at de lever i en illusjon. Deres eneste håp er å møte en Sokrates: en lærer som stiller de riktige spørsmål og får dem til å tenke dypere over det de oppfatter.

Hulelignelsen skal si noe om menneskets grunnvilkår. På tross av våre høyt utviklede mentale evner er vi også intellektuelt late og lar oss lett villede. Vi liker å tro at det som fremstår virkelig, faktisk er virkelig. Og ikke minst: det er alltid noen som vil at vi skal oppfatte verden på en bestemt måte.

De som manipulerte Platons fanger hadde bål og kunstige figurer til rådighet. De som manipulerer oss og våre barn i dag har verdens mest avanserte og avhengighetsskapende digitale teknologier, herunder kunstig intelligens (KI). Kan vi derfor bli enige om at læreryrket er et av de viktigste samfunnsyrker som finnes? At barn og ungdom mer enn noensinne trenger hjelp til å tenke kritisk og finne mening i den kaotiske strømmen av informasjon?

Tilsynelatende ikke. I siste uke kunne man nemlig lese i danske medier at Dansk Arbeidsgiverforening (DA) har fått det internasjonale konsulentfirmaet Boston Consulting Group til å vurdere hvor mange lærere som kan spares vekk gjennom bruk av KI i skolen. Firmaet kom frem til at hver fjerde lærer vil kunne unnværes, dersom KI benyttes til forberedelse av undervisning, evaluering av oppgaver og interaktiv undervisning, herunder virtuell veiledning gjennom KI-assistenter. Millionene som spares kan ifølge DA brukes til å «løse andre arbeidsoppgaver i samfunnet».

Dette forslaget er så elendig at jeg får lyst til å regne ut hvor mange arbeidsgivere som kan spares vekk gjennom bruk av kunstig intelligens. Pengene kan vi bruke til å ansette flere pedagoger og lærere.

For det første er KI-assistenter som ChatGPT upålitelige og produserer hele tiden feilinformasjon. En tidligere artikkel fra nevnte Boston Consulting Group påpeker ironisk nok følgende om generativ KI (dvs. KI som kan skape originalt innhold slik tekst, bilder eller video): «Generativ KI utviser en velkjent tendens til å produsere feilinformasjon. Likevel kan mennesker være motvillige til å stille spørsmål ved det som KI produserer, spesielt ettersom teknologien blir mer sofistikert». (How will AI change the way we learn, 2024).

Man spør seg: Hvordan skal den enkelte lærer hjelpe barn og ungdom med å gjennomskue feilinformasjon dersom hver elev har sin egen KI-assistent som spytter ut overveldende mengder av tilsynelatende troverdig informasjon i et rasende tempo, samtidig som vi kutter bort en fjerdedel av lærerstanden? Det henger ikke på greip.

For det andre kan en lærer en rekke ting som ingen KI kan, for eksempel fantasere, tenke nytt og forestille seg en radikalt annerledes verden – sammen med elevene. Generativ kunstig intelligens gjetter seg alltid frem til svaret (eller spørsmålet) ut fra allerede eksisterende informasjon, typisk basert på det den finner på internett. Vitenskapsjournalist Bjørn Vassnes

påpeker derfor at økt bruk av KI vil bety «mer av det samme, men de nye grenseoverskridende løsningene vil vi høyst sannsynlig gå glipp av» («KI vil hemme innovasjonen», Klassekampen 3.10).

En levende lærer med naturlig intelligens kan motivere og utfordre gjennom bruk av humor eller ironi. Hen kan ta avgjørelser basert på skjønn og vurdere hva elevene trenger ut fra intuisjon, kroppsspråk, stemninger i klasserommet eller kjennskap til den enkeltes situasjon.

Hemmeligheten bak den sokratiske dialogmetoden var ifølge Platon evnen til å forstå hvor den lærende befinner seg erkjennelsesmessig og møtte henne der. Du kan godt få ChatGPT til å stille deg sokratiske spørsmål, men den har ingen ide om akkurat hvilket spørsmål du trenger for å utvikle deg.

Ikke minst kan en lærer bruke sin egen person og hele registret av menneskelige emosjoner i møtet med elever. Vi husker vel alle en lærer som fikk oss til å føle oss stolte over en prestasjon eller flaue over noe dårlig vi hadde gjort? Som utgjorde et eksempel til etterfølgelse gjennom sin person? Det er ingen garanti for at det ikke er nettopp denne lærer som byttes ut med en robot dersom DA får sin vilje.

Jeg er på ingen måte motstander av å effektivisere arbeidsoppgaver for lærerne gjennom god bruk av KI. Men la oss sørge for at den frigjorte tiden skaper mer kontakt mellom lærer og elev, ikke mindre. Ellers frykter jeg at dette er første steg på veien tilbake inn i Platons hule.

Publisert i Nordnorskdebatt den 10.10 2024 

Skal roboter erstatte vores lærere? Dansk arbejdsgiverforening må have spist søm

Platon, den antikke filosof, beskrev i sin berømte “hulelignelse” en gruppe mennesker, der holdes fanget i en underjordisk hule hele livet. De er fastspændt, og alt de ser, er skygger, der kastes på en væg. Bag fangerne går vogtere rundt med fysiske efterligninger af ægte ting, altså kunstige træer, huse, dyr osv., og bag dem er der et bål, som forårsager skyggerne.

Er det underligt, at fangerne tror, at skyggespillet er det egentlige liv for dem? At alt de taler om, er hvordan skyggerne forandrer sig, og hvad det betyder? Nej. De har ikke noget andet at tale om. De forstår ikke, at de lever i en illusion. Deres eneste håb er at møde en Sokrates: en lærer, der stiller de rigtige spørgsmål og får dem til at tænke dybere over det, de opfatter.

Hulelignelsen skal sige noget om menneskets grundvilkår. På trods af vores højt udviklede mentale evner er vi også intellektuelt dovne og lader os let villede. Vi vil gerne tro, at det, der fremstår som virkeligt, faktisk er virkeligt. Og ikke mindst: der er altid nogen, der vil have os til at opfatte verden på en bestemt måde.

De, der manipulerede Platons fanger, havde bål og kunstige figurer til rådighed. De, der manipulerer os og vores børn i dag, har verdens mest avancerede og afhængighedsskabende digitale teknologier, herunder kunstig intelligens (KI).

Kan vi derfor blive enige om, at lærerprofessionen er et af de vigtigste samfundsfunktioner, der findes? At børn og unge mere end nogensinde har brug for hjælp til at tænke kritisk og finde mening i den kaotiske strøm af information? Tilsyneladende ikke.

I sidste uge kunne man nemlig læse i danske medier, at Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har fået det internationale konsulentfirma Boston Consulting Group til at vurdere, hvor mange lærere der kan spares væk gennem brug af KI i skolen. Firmaet kom frem til, at op mod hver fjerde lærer kan undværes, hvis KI benyttes til forberedelse af undervisning, evaluering af opgaver og interaktiv undervisning, herunder virtuel vejledning gennem KI-assistenter. Millionerne, der spares, kan ifølge DA bruges til at “løse andre arbejdsopgaver i samfundet”.

Dette forslag er så elendigt, at jeg får lyst til at regne ud, hvor mange arbejdsgivere der kan spares væk gennem brug af kunstig intelligens. Pengene kan vi bruge til at ansætte flere pædagoger og lærere.

For det første er KI-assistenter som ChatGPT upålidelige og producerer hele tiden fejlinformation. En tidligere artikel fra nævnte Boston Consulting Group påpeger, at “KI udviser en velkendt tendens til at producere fejlinformation. Alligevel kan mennesker være modvillige til at stille spørgsmål ved det, som KI producerer, især efterhånden som teknologien bliver mere sofistikeret” (How will AI change the way we learn, 2024).

Man spørger sig selv: Hvordan skal den enkelte lærer hjælpe børn og unge med at gennemskue fejlinformation, hvis hver elev har sin egen KI-assistent, som producerer tilsyneladende troværdige tekster, billeder og videoer i et rasende tempo, samtidig med at vi skærer en fjerdedel af lærerstanden væk? Det giver ikke mening.

For det andet kan en lærer en række ting, som ingen KI kan, for eksempel fantasere, tænke nyt og forestille sig en radikalt anderledes verden – sammen med eleverne. Generativ kunstig intelligens gætter sig altid frem til svaret (eller spørgsmålet) ud fra allerede eksisterende information, typisk baseret på det, den finder på internettet. I et interview om sin nyeste bog, KI: den menneskelige faktor, påpeger den norske videnskabsjournalist Bjørn Vassnes derfor, at øget brug af KI vil betyde “mere af det samme, men de nye grænseoverskridende løsninger vil vi højst sandsynligt gå glip af” (“KI vil hemme innovationen”, Klassekampen 3.10).

En levende lærer med naturlig intelligens kan motivere og udfordre gennem brug af humor eller ironi. Vedkommende kan tage beslutninger baseret på skøn og vurdere, hvad eleverne har brug for ud fra intuition, kropssprog, stemninger i klasseværelset eller kendskab til den enkeltes situation.

Hemmeligheden bag den sokratiske metode var ifølge Platon evnen til at forstå, hvor den lærende befinder sig erkendelsesmæssigt, og møde vedkommende der. Du kan godt få ChatGPT til at stille dig sokratiske spørgsmål, men den har ingen idé om, hvilket spørgsmål lige netop du har brug for at udvikle dig.

Ikke mindst kan en lærer bruge sin egen person og hele registret af menneskelige følelser i mødet med elever. Vi husker vel alle en lærer, der fik os til at føle os stolte over en præstation eller flove over noget dårligt, vi havde gjort? Én, som var et eksempel til efterfølgelse gennem sin person og væremåde? Der er ingen garanti for, at det netop er denne lærer, der bliver byttet ud med en robot, hvis DA får sin vilje.

Jeg er på ingen måde modstander af at effektivisere arbejdsopgaverne for lærerne gennem god brug af KI. Men lad os sørge for, at den frigjorte tid skaber mere kontakt mellem lærer og elev, ikke mindre. Ellers frygter jeg, at dette er første skridt på vejen tilbage ind i Platons hule.

Publiceret i Politiken den 10.10 2024 

Hykleri, dobbeltmotral og "respekt for religion"

Filosofen Slavoj Žižek avviser at konservative kristne hadde en sak når de kritiserte et innslag med skeive personer og elementer av dragshow under OL-åpningen for å parodiere «Den siste nattverd» (Klassekampen 10. august). Det var nemlig slett ikke Jesus og hans disipler som var inspirasjonskilden, men maleriet «Den guddommelige fest» som fremstiller gresk-romerske guder som holder fest på Olympen.

Men hva om det faktisk hadde vært «Den siste nattverd» som var tema? Hadde vært noe galt med det? Kan man forstå at katolske biskoper og mektige personer som Donald Trump og Elon Musk ble krenket dersom de faktisk tror de så en woke Jesus med sine skeive disipler? Kanskje, men debatten er preget av hykleri og dobbeltmoral.

Ta Trump og hans evangelisk-kristne støtter. Trump virker som en religiøs analfabet og intet tyder på at han har lest Bibelen eller praktiserer en personlig tro. Likevel spiller han på kristendommen i sin kulturkamp mot venstresiden, woke, og innvandring. Det er det man kaller hykleri.

Trump er dessuten dømt for voldtekt og ulovlig utbetaling av hysjpenger til en pornostjerne han angivelig hadde sex med mens han var gift og hadde barn. Han selger sin egen versjon av Bibelen for å betale av på bøter og advokatregninger, lyver i stor stil, er opptatt av å få hevn over sine fiender, og snakker stygt og nedverdigende om folk han ikke liker. Bilder med Trump som Jesus er vanlige på hans velgermøter. Det samme er hatter med teksten «God, Guns and Trump».

Er ikke dette en hån mot kristne verdier som nestekjærlighet, ydmykhet og tilgivelse? Hvordan kan man vende det døve øret mot Trumps løgner om alt fra valgsvindel til størrelsen på hans velgermøter, men kreve respekt for kristendommen når det er noe man ikke liker? Det lukter av identitetspolitikk og dobbeltmoral.

I den europeiske debatten ble det pekt på dobbeltmoral: OL-arrangørene ville aldri ha utsatt Islam for en lignende behandling, hørte vi, men kristendommen utsetter vi gjerne for provokasjon. Det er noe i dette. Jeg prøvde nylig å få ChatGPT til å fortelle en vits om Mohammed, den muslimske profeten, noe den nektet fordi det er et «følsomt tema». Den ville derimot gjerne fortelle vitser om Jesus og Buddha. Det sier noe om hvem vi tør fornærme og hvem ikke.

Anklagen om dobbeltmoral kan imidlertid også snus den andre veien. Ta for eksempel sjefredaktør i Dagen, Vebjørn Selbekk, som hadde følgende kommentar på X (tidligere Twitter) til det han oppfattet som satire over «Den siste nattverd»: «noe sånt ville selvfølgelig aldri ha skjedd med islams profet. Og hvorfor ikke? Noen forslag?». Når det er muslimer som er fornærmet over noe, framfører Selbekk et dedikert forsvar for ytringsfriheten, så hvorfor ikke gjøre det samme i denne saken?

Jeg tipper at mange av dem som nå kritiserte OL-komiteen for religiøs ufølsomhet ikke er parate til å vise den samme følsomheten neste gang muslimer føler seg såret over en karikaturtegning eller en koranbrenning.

Vi må finne en balanse mellom religionskritikk og provokasjon på den ene siden og respektfull omgang med religion på den andre. Den balansen er kontroversiell og jeg har ingen enkle løsninger. Gitt tendensen til hykleri og dobbeltmoral på alle sider i denne debatten får jeg likevel lyst til å sitere Jesus selv: «Hvorfor ser du flisen i din brors øye, men bjelken i ditt eget øye legger du ikke merke til»?

Publisert i Klassekampen den. 14.8 2024

Religionen er gidsel i identitetspolitikken. Det viste OL's dragshow tydeligt

I et sekulært samfund findes der ikke nogen generel pligt til at respektere "det hellige". Alligevel må vi tage debatten om, hvornår og hvordan vi skal tage hensyn til andres religiøse følelser. Den debat er desværre præget af hykleri og dobbeltmoral.

Den olympiske åbningsceremoni 2024 var lidt af et cirkus, og det blev den efterfølgende debat også. Et kort indslag med queer personer og elementer af dragshow blev fortolket som en latterliggørelse af Michelangelos maleri "Den sidste nadver", som viser Jesus før korsfæstelsen med sine disciple.

Langt fra alle kristne bliver provokeret af den slags. Nogle har tværtimod påpeget, at Jesus hang ud med datidens marginaliserede og udstødte, og at indslagets budskab om inklusion derfor var helt i Jesu ånd. Men de, der blev provokeret, fik støtte af magtfulde personer, herunder katolske biskopper, influenceren Andrew Tate, Tesla-grundlæggeren Elon Musk og den amerikanske præsidentkandidat Donald Trump, som kaldte arrangementet en "skændsel".

At OL-komiteen efterfølgende beklagede, at nogen blev stødt (dog uden at beklage selve indholdet), hjalp ikke. Ej heller at kunstneren Thomas Jolly, som stod for arrangementet, afviste, at det var inspireret af "Den sidste nadver". Det var derimod inspireret af "Le Festin des Dieux" ("Den guddommelige fest") af den hollandske maler Jan van Bijlert. "Den guddommelige fest" fremstiller græsk-romerske guder, som holder fest på det græske bjerg Olympen, som er det symbolske ophavssted for De Olympiske Lege.

Men så er "Den guddommelige fest" alligevel visuelt inspireret af "Den sidste nadver". Og den lesbiske DJ Barbara Butch, som spiller en fremtrædende rolle i det omdiskuterede indslag (det er hende i midten med glorie), har selv sammenlignet det med "Den sidste nadver" og beskrevet det som "The New Gay Testament" i sociale medier.

Uanset om optrinnet havde noget med kristendom at gøre eller ej, rejser det spørgsmålet om religiøse følelser og hvorvidt de bør respekteres. 

Havde der været noget galt med at vise os en woke Jesus og hans queer disciple i bedste sendetid? Personligt har jeg ingen problemer med dette, men jeg har heller ingen problemer med at vise hensyn til mennesker, som tror på noget, jeg ikke tror på. 

Jeg tilslutter mig de værdier og den pluralisme, Thomas Jolly ville fejre, men jeg er usikker på, om et dragshow over "Den sidste nadver" i bedste sendetid er den bedste måde at fremme disse værdier på.

For mange af os, der følger den amerikanske debat, virker det alligevel mærkeligt, at mennesker, der idoliserer Donald Trump, nu taler om at vise respekt for kristendommen. Trump virker som en religiøs analfabet og intet tyder på, at han har læst Bibelen eller praktiserer en personlig tro. Alligevel misbruger han kristendommen i sin kulturkamp mod venstrefløjen, woke og indvandring. Det er det, man kalder hykleri.

Trump er dømt for voldtægt og ulovlig udbetaling af tys-tys-penge til en pornostjerne, han angiveligt havde sex med, mens han var gift og havde børn. Han sælger sin egen version af Bibelen for at betale af på bøder og advokatregninger, lyver i stor stil, er optaget af hævn og taler grimt om dem, han ikke kan lide. Billeder med Trump som Jesus er almindelige ved hans vælgermøder. Det samme er hatte med teksten "God, Guns and Trump".

Hvis man ikke mener, at dette er en hån mod kristne værdier som næstekærlighed, ydmyghed og tilgivelse, men at et dragshow i tolerancens navn er det, tyder det på et mangelfuldt moralsk kompas. 

Hvis Trump inkarnerer din kristendomsforståelse, er du nok mere optaget af identitetspolitik end af kristendom.

I den europæiske debat var der mange, der pegede på dobbeltmoral: OL-arrangørerne ville aldrig have udsat islam for en lignende behandling, hørte vi, men kristendommen udsætter vi gerne for provokation. Der er noget om dette. Jeg prøvede for nylig at få ChatGPT til at fortælle en vittighed om Muhammed, den muslimske profet, noget den nægtede, fordi det er et "følsomt emne". Den ville derimod gerne fortælle vittigheder om Jesus og Buddha. Det siger noget om, hvem vi tør fornærme og hvem ikke.

Anklagen om dobbeltmoral kan imidlertid også vendes den anden vej. Tag for eksempel forfatter og klummeskribent hos Berlingske, Eva Selsing, som beskrev OL showet som "kvalmende" på X (tidligere Twitter) og delte opslag om at dette aldrig ville ske for den muslimske profet. Det er sikkert rigtigt, men hun opfører sig ikke konsistent: Når det er muslimer, der er fornærmet over noget, fremfører hun et dedikeret forsvar for ytringsfriheden, så hvorfor ikke gøre det samme når det handler om kristne? Grunden er selvfølgelig at det ikke handler om et principielt forsvar for ytringsfriheden men, igen, om identitetspolitik.

Jeg tipper, at mange af dem, der nu kritiserer OL-komiteen for religiøs ufølsomhed, ikke er parate til at vise den samme følsomhed næste gang muslimer føler sig såret over en karikaturtegning eller en koranafbrænding.

Vi må finde en balance mellem religionskritik og kunstnerisk provokation på den ene side og respektfuld omgang med religion på den anden. Den balance er kontroversiel, og jeg har ingen enkle løsninger. Givet tendensen til hykleri og dobbeltmoral på alle sider i denne debat får jeg alligevel lyst til at citere Jesus: "Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?"

Publiceret i Altinget.dk den 13.8 

Debatten om «kanselleringskultur» har avsport. Vi trenger en gjenstart.

Om man følger den offentlige debatten er det lett å få inntrykk av at «kansellering» av kjente personer eller deres ytringer er et nytt demokratisk problem som preger vår samtid. Det kan også virke som om dette problemet alene skyldes den «woke» venstresiden, altså politisk overkorrekte antirasister, feminister og transaktivister. Og så er det lett å bli overbevist om at kansellering alltid utgjør en trussel mot ytringsfrihet og demokrati. Men intet av dette stemmer.

Store Norske Leksikon definerer kanselleringskultur som «en strategi som går ut på å ekskludere noe eller noen som ansees som umoralsk eller forkastelig, for eksempel rasistisk eller antisemittisk. Den eller det som blir kansellert, blir dermed utelukket fra sosiale eller økonomiske sammenhenger og posisjoner».

Om vi legger denne definisjonen til grunn er det ingenting som tilsier at kansellering nødvendigvis utgjør en trussel mot ytringsfriheten. Om et universitet nekter å gi en religiøs taler med kvinnefiendtlige eller homofobiske holdninger en plattform på campus kan vedkommende fremdeles ytre seg andre plasser, innen lovens rammer. Noen av de som blir kansellert har store medieplattformer og tusenvis av følgere. 

Eller ta boikott, som også kan være en kanselleringsstrategi. Selv har jeg nettopp boikottet den amerikanske filosofen, Sam Harris, fordi jeg er svært skuffet over hans ensidige analyser av det som skjer i Gaza. I praksis betyr det at jeg har oppsagt abonnementet mitt på den populære meditasjons-appen hans, Waking up. Harris tar etter mitt syn hverken det palestinske folkets lidelser eller uretten Israel begår seriøst. Med dette har jeg brukt en demokratisk rettighet som du og jeg har. Vi trenger heldigvis ikke lytte til alt, eller kjøpe alle produkter. Jeg har ikke kneblet noens ytringsfrihet, men utøvd forbrukermakt.

En annen misforståelse er at kanselleringskultur er et fenomen som bare trives på den radikale venstresiden. Dersom man leser Danby Chois Kanseller meg hvis du kan (2023), får man dette inntrykket. Det er et merkelig syn alt ettersom høyreorientert ideologi har vært og fremdeles er en pådriver for diverse begrensninger i ytringsfriheten. Historisk sett kan vi nevne McCarthyismen som sto for grov, systematisk forfølgelse av venstreorienterte personer med antatt kommunistiske sympatier på 40- og 50-tallet i USA.Mer aktuelt bør vi bekymre oss for den lange rekke av urovekkende kanselleringer av pro-palestinske og Israel-kritiske holdninger siden Hamas’ terrorangrep den 7.10 siste år. Her snakker vi om alt fra oppsigelser av folk som har delt et Tweet (eller X, som det heter nå), eller skrevet under på protestbrev mot Israels krigføring, til forbud mot å bære palestina-skjerf til demonstrasjoner, avlysning av professorater og tilbaketrekking av kunststøtte eller prisoverrekkelser.

For nylig kansellerte Universitetet i Köln et gjesteprofessorat som var avtalt med den kjente filosofen Nancy Fraser. Begrunnelsen var at Fraser sammen med hundrevis av kolleger hadde underskrevet brevet «Philosophy for Palestine» som i sterke vendinger fordømmer Israels massive bombardementer i Gaza og oppfordrer til boikott av israelske produkt. Fraser er selv jødisk.

Slike kanselleringer kommer ikke fra den «woke» venstresiden.

I sin lesverdige bok Woke: kulturkrig, kansellering og identitetspolitikk (2023), demonstrerer Lisa Esohel Knudsen et viktig poeng: de som roper høyt om farene med kanselleringskultur erofte inkonsistente i sitt forsvar av ytringsfriheten. Det vil si at de egentlig ønsker å forsvare retten til å ytre bestemte ting (f.eks. om muslimer), men gjerne kan gå inn for kansellering av andre ytringer (f.eks. om Israel), eller i hvert fal ikke hisser seg opp over kansellering av ytringer de er uenig i.
Konklusjonen min er likevel ikke at «woke» kanselleringskultur ikke finnes. 

Misforstått identitetspolitikk og antirasistisk indignasjon fører noen ganger til merkverdige påstander om rasisme, islamofobi eller transfobi der den åpenbart ikke finnes. Det så vi f.eks. da gallapremieren på den norske barnefilmen Helt super ble avlyst på filmfestivalen i Berlin i 2023 etter grunnløse anklager om ««stereotypiske fremstillinger av fargede mennesker».

Slike saker gjør antirasismen en bjørnetjeneste fordi de fjerner fokus fra den ekte rasismen som finnes, også i Norge, og fortjener vår oppmerksomhet.

La oss likevel kvitte oss med den utdaterte forestillingen om at kanselleringskultur = woke = venstresiden. Kanselleringskultur kommer fra alle sider av det politiske spektrum, og må analyseres sak for sak. Spørsmålet er derfor ikke om kanselleringskultur er «bra» eller «dårlig». Noen kritikker av Israel er antisemittistiske og noen krikker av islam er islamofobiske. Kanskje de fortjener å bli kansellert?

Det interessante spørsmålet er heller når ytringer bør beskyttes, og når vi med god grunn kan tillate oss å ekskludere dem.Publisert i Nordnorsk debatt den 16.4 2024

Kan vi være moralske uden Gud?

Jeg husker stadig mit møde med en muslimsk familie, mens jeg rejste rundt i Indien i min ungdom. Jeg boede en uge på deres husbåd i smukke Kashmir, og snakken gik lystigt om stort og småt. Men uskylden blev brudt, da husfaderen refererede til mig som kristen.

Jeg protesterede og forklarede, at jeg er ateist. Det viste sig at være en chokerende udmelding.

"Vi har brug for Gud," sagde han, "for ellers gør vi slemme ting". Jeg svarede, at jeg ikke har lyst til at gøre slemme ting, men det hjalp ikke. 

Det er en udbredt misforståelse, at vi vil opføre os dårligt, hvis en højere instans ikke holder os i ørerne. Ellers får vi jo ingen straf, når vi gør noget galt, eller belønning, når vi gør noget godt. Problemet er, at dette syn gør moral umulig: en person, der afstår fra slemme handlinger for at sikre sig selv en plads i efterlivet, handler egocentrisk, ikke moralsk.

Dette problem så allerede den protestantiske filosof Immanuel Kant (1724 – 1804). Selvom Kant forudsatte eksistensen af en gud, der belønner gode handlinger i det hinsides, mente han, at vi skal holde denne gud ude af vores handlingsmotiver i dette liv. Vi skal gøre det gode for det godes egen skyld.

I en undersøgelse fra 2017 blev mere end 3000 mennesker fra fem forskellige kontinenter bedt om at forestille sig en person, der har tortureret dyr og dræbt uskyldige mennesker. De skulle derefter svare på, om det er mest sandsynligt, at denne person er ateist eller religiøs. Dobbelt så mange svarede det første som det sidste (Nature & Human Behaviour 2017).

Der findes imidlertid ingen forskning eller overbevisende argument, der tyder på, at manglende gudstro i sig selv spiller en negativ rolle for evnen eller viljen til at vise respekt og omsorg for andre, samarbejde eller overholde love og regler.

En mere subtil version af påstanden om, at moral er umulig uden Gud, fremføres i bogen "Uten gud er alt tilladt" (2023), af den norske teolog Espen Ottesen. Ottesen går med på, at ateister kan handle moralsk, men mener, at man ikke kan give en tilfredsstillende moralbegrundelse uden Gud. Den sekulære moralfilosofi fra antikken til i dag har ifølge ham ikke formået at svare på, hvad der egentlig er galt med "folkedrab, sex med småbørn eller kønslemlæstelse af kvinder". Et tilfredsstillende svar kræver nemlig forankring i noget, der eksisterer uafhængigt af vores subjektive præferencer: Gud.

Hvis man ikke kan se, hvad der skulle være galt med seksuelle overgreb i en verden uden Gud, har man et alvorligt problem.

Overgreb skader offeret fysisk og psykisk og påfører traumer, der kan gøre livet svært at leve. Forskellige grene af moderne etik har forskellige ting at sige om dette: utilitarismen fokuserer på oplevet smerte og mistrivsel, dydsetikken på overgriberens lastefulde karakter, pligtetikken på selve handlingen, som bryder med rationelt acceptable normer, og omsorgsetikken på fraværet af empati og omsorg i en mellemmenneskelig relation.

Hvordan ser sagen ud, hvis man vil begrunde moralske pligter og forbud ud fra religion?

I en af Platons dialoger, Euthyphron, stiller Sokrates følgende spørgsmål: "Er det gode godt, fordi guderne vil det, eller vil guderne det, fordi det er godt"?

Hvis vi går for det første svar, bliver moralbegrunnelsen vilkårlig. Hvis den eneste grund til ikke at begå folkedrab er, at Gud ikke vil det, ville det være rigtigt, hvis Gud ville det. Det virker absurd. Dette svar giver også en forkert begrundelse af moralske pligter og forbud: det gale ved kønslemlæstelse af kvinder handler om selve overgrebet og dets konsekvenser, ikke om, hvad Gud vil eller ikke vil.

Hvad med den anden mulighed? Måske vil Gud det gode, fordi det er godt? For eksempel, Gud indser, at vi bør tage vare på børn og formidler dette til os? Det virker mere fornuftigt, men gør samtidig Gud overflødig, da vi formår at komme frem til denne indsigt selv.

Moralbegrundelser baseret på Guds vilje ser altså ud til at være enten absurde eller overflødige.

Betyder dette, at jeg betragter religion som moralsk irrelevant? På ingen måde! Religiøse traditioner har udviklet sofistikerede praksisser og vokabularer, som er meningsskabende for mange mennesker. Tro og ritualer kan samle os spirituelt og hjælpe os i det daglige arbejde med at overskride de værste sider af os selv og åbne os for andre.

Bøn, meditation, fællessang eller fejring af højtider kan give moralske fordringer en alvor, som sekulære moralprincipper mangler. Religiøse forbilleder inkarnerer etikken og gør den konkret. Som ateist længes jeg efter et religiøst fællesskab uden at kunne indgå i et.

Filosoffen Jürgen Habermas, som netop er fyldt 95 år, har sagt, at moderne samfund har brug for de religiøse traditioner, selvom moral, demokrati og menneskerettigheder ultimativt skal begrundes sekulært, altså uden henvisning til åbenbarede trosandheder. Nogle mener, at han dermed reducerer religion til et instrument for sekulære værdier.

Andre, som jeg, mener, at Habermas giver en korrekt fremstilling af forholdet mellem religion og moral: religiøs tro kan ikke begrunde moral, men den kan udgøre en levende inspirationskilde for gode handlinger. Ikke mindst kan religion skabe en sammenhæng, som vi er ved at miste i en opsplittet modernitet: sammenhængen mellem det, der er godt og meningsfuldt for mig, og det, som jeg bør gøre, moralsk set.

Publisert i Nordlys den 23.7 2024

Er fri vilje en illusion?

Hvis jeg går rundt på Strøget og siger, at jeg er en robot uden fri vilje, bliver jeg på et tidspunkt anbragt på en psykiatrisk institution. Men hvis jeg skriver en bog om, at alle mennesker er robotter uden fri vilje, bliver jeg måske en berømt filosof, som  inviteres til konferencer og vinder priser.

Fri vilje er evnen til at vælge mellem forskellige handlingsmuligheder, f.eks. hvilket parti jeg skal stemme på til folketingsvalget. Det virker måske indlysende, at vi har fri vilje, fordi det opleves sådan, men mange filosoffer og forskere hævder, at fri vilje er en illusion. De mener, at alt er forudbestemt, dvs. at intet er op til os.

Dette synspunkt kaldes for determinisme. Determinisme findes i en religiøs variant, som hævder, at Gud på forhånd har fastlagt alle begivenheder i verdenshistorien. I dag er det imidlertid en anden form for determinisme, som er i vinden, inspireret af naturvidenskab. For mig virker den lige så lidt overbevisende som den religiøse determinisme.

Den nye determinisme går ud fra, at vi er en del af naturen, og at der ikke findes fri vilje i naturen. En sten har ikke fri vilje, når den ruller ned ad et bjerg, og det havde du heller ikke, da du besluttede dig for at fri til din partner eller studere medicin. Det var bestemt, hvad du kom til at gøre længe før, du mødte din partner eller hørte om medicinstudiet.

Ifølge denne tankegang er enhver hændelse i naturen en nødvendig virkning af en forudgående årsag, som igen er en virkning af en årsag, og så videre tilbage til The Big Bang. Hvis vi havde fuldt overblik over alle forhold i naturen her og nu, kunne vi forudsige præcist, hvad der kommer til at ske om millioner af år.

Et modargument mod determinisme er imidlertid, at moderne kvantefysik ikke hævder, at fysiske systemer opfører sig deterministisk, men at de opererer ud fra sandsynligheder. Sådanne systemer er til dels vilkårlige, dvs. at nogle fysiske tilstande lige så godt kan have det ene som det andet udfald. Det er mest sandsynligt at stenen ruller til højre, givet dens fart og udgangsposition, men måske ruller den til venstre. 

At der er indbygget en grad af vilkårlighed i det fysiske univers betyder ikke i sig selv, at vi har fri vilje. Man kan dog argumentere for, at det gør fri vilje mulig, fordi det åbner et mulighedsrum. Ethvert øjeblik i vores liv kan ses som et mlighedsrum. Fordi vi er selvbevidste aktører med refleksive evner, kan vi udfylde dette rum med meningsfulde, intentionelle handlinger. Vi kan ikke flyve, men vi kan overveje, om vi skal søge et nyt job eller forlade vores partner.

Når jeg står i butikken og overvejer, om jeg skal købe kage eller salat, er jeg ganske vist disponeret på forskellige måder, f.eks. af min trang til noget sødt eller mine forældre, der har lært mig at leve sundt. Men naturlovene tvinger mig ikke til at putte noget bestemt i indkøbskurven, og mine egne tanker om, hvad jeg bør gøre, betyder noget. 

Vi kan også fejle og handle i modstrid med egne beslutninger og værdier. Den, der fortsætter med at tage stoffer på trods af et reelt ønske om at stoppe, udøver ikke fri vilje.

Fri vilje findes ganske vist ikke på virkelighedens laveste niveauer: atomer eller kemiske processer i hjernen har ikke fri vilje. Hvis man leder efter fænomener som kærlighed eller demokrati på celleniveau, finder man heller ingenting. Men det betyder ikke, at kærlighed eller demokrati ikke findes.

Fri vilje opstår i komplekse organismer, hvor helheden (f.eks. "Jonas") kan udøve en vis kontrol over de enkelte dele (f.eks. "højre arm"). Den amerikanske neurobiolog Kevin Mitchell har efter min mening givet en fremragende beskrivelse af, hvordan fri vilje således forstået er et produkt af naturlig evolution og helt i tråd med de bedste biologiske teorier, vi har (Free agents 2023).

En af dem, der har kritiseret Mitchell, er biologiprofessor ved Stanford University, Robert Sapolsky, forfatter af den populære bog Determined: A Science of Life without Free Will (2023). Sapolsky anfører en række forskningsresultater, der skal vise, at det, vi tror er frie, rationelle beslutninger, skyldes faktorer uden for vores kontrol. Det er f.eks. mere sandsynligt, at en sulten dommer kender tiltalte skyldig end en mæt dommer.

Men, at sult kan præge min afgørelse betyder vel ikke, at jeg er nødt til at handle på en bestemt måde. Hvis jeg er bevidst om sulten og de effekter, den kan have, kan jeg stadigvæk give retfærdige karakterer efter en lang dag med mundtlige eksaminer på universitetet.

Desuden har den såkaldte "replikationskrise" vist os, at den type forskning om menneskelig adfærd, som Sapolsky henviser til, ikke er entydig. Krisen består i, at mange studier har vist sig at ikke kunne gentages uden at komme til et andet forskningsresultat. Pointen min er ikke, at disse studier dermed er værdiløse, men at de mangler den sikkerhed, der skal til for at modbevise fri vilje.

Der er uden tvivl sammensatte årsager til replikationskrisen, men en af dem, tror jeg, er, at vi mennesker hele tiden vælger og fravælger muligheder i vores liv. Det gør vi i en kulturel, politisk og livshistorisk kontekst, som præger os, og som hele tiden ændrer sig. Hvis samme forsøg altid skal give samme resultat, har man brug for forudsigelige forskningsobjekter, ikke mennesker.

Det er noget, The Matrix ikke har kalkuleret med: fri vilje