Utdatert kristendom

I Klassekampen 28. september kritiserer Kjell A. Nyhus og Ole Jacob Nyhus, forfattere av «Kristen tro – oppdatert», sine medborgere for manglende viten om kristendommen. Fordommer, ignoranse og karikaturer blokkerer for «reell kunnskap om kristen tro», hevder de. Når denne kunnskapen forsvinner, da forsvinner også begreper som «mening», «ånd», og «hellighet» ut av menneskelivet, og vi har ikke lenger noe å si «om det å være menneske».

Det er riktig at ukritisk formidling av det kristne budskapet ikke (lenger) er en prioritet for de fleste journalister, lærere, politikere og så videre i vår del av verden. Men det er ingen grunn til å anta at økt faktuell kunnskap om kristendommen, inklusiv de mørke kapitler av dens forhistorie og dens mindre attraktive nåtidige varianter, vil produsere flere troende kristne. Kanskje tvert imot? Undersøkelser fra USA viser at ateister og agnostikere har større kunnskap om de store verdensreligioner, inkludert

kristendom, enn troende.

Forfatterne synes å mene at hvis deres egen «oppdaterte» kristendom var kjent for folk flest, da ville folk flest også gjenoppdage seg selv troende, og begynne å tale om verden og «det å være menneske» i et spesifikt kristent vokabular. Jeg vil komme med følgende motpåstand: selv etter å ha satt seg grundig inn i forfatternes oppdatering vil langt de fleste ateister og agnostikere fremdeles forstå seg selv som ateister og agnostikere. Spørsmålet blir da om Nyhus og Nyhus fremdeles vil forklare vår gudløshet som et resultat av fordommer, uvitenhet, og «et stygt høl i dannelsen»?

Å slutte fra manglende tro til manglende kunnskap er selvfølgelig fristende. Det er også fristende for meg som ateist å forklare religiøs tro som et resultat av manglende viten og innsikt. Men det er selvfølgelig feil som generell forklaringsmodell. Mange troende er fullt ut i stand til kognitivt å forstå min ateisme, å gjengi mine synspunkter korrekt, å benytte mitt «vokabular». Mange har bedre innsikt i vitenskap og sekulær filosofi enn jeg, uten at det ryster deres tro. Det har jeg respekt for. Jeg øver meg derfor på ikke å forklare det faktum at det finnes oppegående mennesker som er uenige med meg om tilværelsens store spørsmål slik vi mennesker har for vane: ved å hevde at de er uvitende og mangler «danning», at de er ofre for ideologi, falsk bevissthet og overfladiske trends.

Det mest problematiske med Nyhus og Nyhus’ innlegg er imidlertid ikke den uheldige kobling mellom kunnskap og tro, men den radikale påstanden om at det kristne vokabularet har patent på begreper som «mening», «ånd» og «hellighet». Forfatterne benekter eksplisitt at slike begreper har noe å gjøre utenfor en kristen – eller i hvert fall monoteistisk – kontekst. Gudløse livssyn er «fattige» og «krymper verden».

Etter min mening innebærer denne holdning ikke bare en fornærmelse mot andre troende (har ikke buddhister eller hinduister begreper om «det hellige» og det «åndelige»?), men også mot ikke troende. Mange ateister og agnostikere opplever livet med familie og venner, jobb og kollegaer, erfaringer i naturen, kunst og kultur, politikk og sosialt engasjement – for å gi noen eksempler – som svært berikende og meningsfullt. Nyhus og Nyhus er nødt til å forklare vår opplevelse av mening og livsfylde på én av to måter: enten ved å hevde vi i virkeligheten tror på gud selv om vi benekter det, eller ved å hevde at våre liv i virkeligheten ikke er meningsfulle. Begge forklaringer er arrogante.

Forfatterne klager over at kristendommen har mistet relevans for folk flest, men det er nettopp slike domsavsigelser som fremmedgjør og distanserer. I hvert fall i vår del av verden. I vesteuropeiske land er folk flest utmerket klar over at gudløse liv kan være meningsfulle og rike.

Trykket i Klassekampen den 5. oktober 2013

Se også "Pavens syn på ateister"

Pavens syn på ateister

Under pavens besøg i Storbritanien i September beskrev han nazismen som ”ekstrem-ateisme”. Samtidig advarede han, i sin åbningstale i Edingburgh, mod de ”forkortede menneske-syn” og ”reduserede samfundsmodeller” som opstår når religionen forsvinder. I få vendinger fik han altså mistænkeliggjort alle ikke-religiøse livssyn og associeret ateisme med de værste forbrydelser i menneskehedens historie.

Hvis det paven mente var, at fravær af religion ikke er nogen garanti for fred og tolerance, ville han selvfølgelig have ret. Men hvis vi gennemtænker indholdet af hans ytringer bliver det klart at han mener noget andet, ja, noget radikalt andet. Det paven egentlig siger er, at hvis ateismen står alene, og ikke korrigeres af religionen, så leder den os i moralsk fordærv. Konsekvensen af denne tankegang er, at religiøse individer ikke står på samme moralske niveau som ikke-religiøse: religøse mennesker kan noget, som ikke-religiøse ikke kan, nemlig oprette og vedligeholde et godt og humant samfund. Dette svarer til at jeg som atist skulle hævde, at religiøse mennesker ikke er i stand til at opføre sig moralsk anstændigt på grund af deres tro. Moralsk anstændighed handler imidlertid ikke om, hvor religiøse eller ateistiske vi er, men om, hvordan vi behandler dem, som ikke deler vores egen livsform og verdensanskuelse.

Jeg kan kun forstå pavens udtalelse på den måde, at nazismens udryddelser og overgreb på jøder, homofile, handikappede, intellektuelle osv. var et resultat af gennemført af ateisme. Men hvordan skal vi egentlig forstå dette? Var ateisme – dvs. den antagelse at guderne er skabt i menneskets billede – en årsag til nazismens fremvækst? Det bliver svært at finde en historiker som vil bekræfte denne tese. Analyser af nazismens udvikling henviser bl.a. til det ydmygende nederlag i 1.verdenskrig, politisk ustabilitet i Weimar-republikken, arbejdsløshed og social elendighed, men ikke til ateisme. Men hvad så med den naizistiske ideologi, den er vel ateistisk? Ja, det er den hvis man med ateisme mener ”ikke eksplicit religiøs”. Men denne definition udvander ateisme-begrebet i det uendelige. Hvis alt det, der ikke er eksplicit religiøst er ateistisk, så er min andelsforening en ateistisk forening, og Universitetet i Tromsø et ateistisk universitet. Det er ikke andet end et retorisk greb når man kalder nazismen for ”ateistisk” samtidig som man fremhæver demokrati og menneskerettigheder som dele af ”den kristne kulturarv”. Faktum er, at hverken nazismen, demokratiet eller menneskerettighederne bygger på specifikt religiøse eller ateistiske antagelser. Man behøver derfor hverken at være religiøs eller ateist for at kæmpe helhjertet for enten demokrati og menneskeret eller nazisme. Men man kan være det.

Paven er tydeligvis uenig i dette, når han beskriver ateismen som et væsenstræk nazismen. Igen har jeg svært ved at forstå, hvad dette helt præcist betyder. Hænger det grufulde ved nazismen direkte sammen med dens ikke-religiøse karakter? Naturligvis ikke: det grufulde ved nazismen var og er dens menneskesyn og dens gerninger, ikke dens mangel på religion. Desuden overser eller fortrænger paven at nazismen netop vandt sin uhyggelige popularitet i en befolkning, hvor det store flertal var genuint religiøst. Nazismen blev verken lanceret eller opfattet som et ”ateistisk alternativ” til den allerede praktiserede kristendom. Burde man derfor ikke vende anklagen om: hvordan kunne så mange kristne glemme alt om næstekærlighed og tilgivelse og hengive sig til hadefuld politisk retorik?

Har paven glemt at det nationalsocialistiske partiprogram fra 1920 erklærede sin officielle støtte "positiv kristendom"? Eller at den katolske kirke først forsonede sig med modernitet, demokrati og menneskerettigheder efter det 2. vatikankonsil (1962-1965)? Den nuværende pave, der dengang hed Joseph Ratzinger, var under dette koncil rådgiver for den konservative tyske kardinal Frings og skal have været kritisk til koncilets centrale dokument, Gaudium et Spes, som han mente var et knæfald for sekulære værdier.

Til forskel fra nazismen definerer kommunismen sig oftest som ateistisk eller decideret religionskritisk. Betyder det så, at kommunismens ateisme var årsagen til for eksempel Stalins politiske voldshandlinger? Hvis ja, så kan vi vel bruge samme logik og slutte fra religiøse gruppers voldshandlinger til patologier i de religiøse trossandheder? Men det er jo sådanne slutninger som religiøse samfund modsætter sig aller stærkest: I stedet for at tale om for eksempel ”muslimsk” terrorisme eller ”kristne” heksebrændinger i middelaldren bliver vi bedt om at sætte os ind i de sociale og historiske årsager til disse handlinger, og vi får at vide, at de intet har at gøre med religionernes ”sande budskaber”. Det er altså ikke selve religionerne som er syge, men nogle af deres tilhængere. Det håber jeg er rigtigt. Men burde religiøse samfund så ikke yde den samme hermeneutiske velvillighed overfor ”sekulær vold” som de kræver af kritikerne af ”religiøs vold”?

Den pavelige antagelse om at et samfund uden religion bliver et umenneskeligt og koldt samfund har bred opslutning i religiøse miljøer. I Danmark er Kristelig Dagblads chefredaktør, Erik Bjergager, en af dens mange proponenter. Antagelsen gør selvsagt ateister moralsk suspekte som gruppe. På samme måde – men med omvendt fortegn - forsøger en del moderne ateister at fremstille religiøs tro som noget der i sig selv er moralsk problematisk. Er vi virkelig ikke kommet længere end at vi mistænkeliggør hele menneskemængder moralsk på grund af deres holdning til trosspørgsmål? Det gode spørgsmål er ikke om vi for eksempel er ateister, agnostikere eller religiøse, men hvordan vi er det. Moderne religioner må derfor kunne skelne mellem religiøs tro (eller manglende tro) på den ene side, og moralske vurderinger på den anden. Kan de ikke det, kan de heller ikke overvinde deres ”forkortede” opfattelser af ateister som moralsk defekte.

Lad mig afslutningsvist uddybe mit forsvar for adskillelsen mellem tro og moral med et religionsfilosofisk spørgsmål: Hvorfor sagde paven i sin tale at han skammer sig over det massive omfang af pædofili i den katolske kirke? Skammer han sig af teologiske grunde eller af almenmoralske grunde, dvs. grunde, som er uafhængige af religiøs tro? Paven bør selvsagt skamme sig af almenmoralske grunde som ingen religion kan tage patent på. Pædofilien som trives i den katolske kirke bør fordømmes på det skarpeste uanset om gud eksisterer eller ikke. Vi skal bekæmpe børnemishandling, ikke fordi gud befaler det, heller ikke fordi vi evt. belønnes eller straffes i det hinsides, men fordi børnemishandling ødelægger uskyldige menneskeliv før de er begyndt.

Teksten er en redigeret version af min kronik i Kristeligt Dagblad d. 7. december 2010