Nej, Israel er ikke "Salman Rushdie blandt stater" (dansk)

En tale til folketinget har vakt henrykkelse på tværs af politiske partier og fremhæves som en af bedste i nyere tid. Talen blev holdt af færøske Sjúður Skaale (S) i forrige uge og nogen mener den bør indføres som pensum på universitetet. 

Den er jeg med på, men det bliver i så fald som udgangspunkt kritisk diskussion, ikke som en sandhed der skal indlæres. 

Talens konklusion er at Israel er ”Salman Rushdie blandt stater”. Rushdie er som bekendt et uskyldigt offer for islamistisk ekstremisme og har levet med drabstrusler og drabsforsøg siden han udgav De Sataniske Vers i 1988. Der er desværre alt for mange muslimer som ikke kan finde ud af at fordømme angrebene på Rushdie og forsvare retten til at ytre sig frit om religion. 

 

Men Israel er altså ikke staternes Rushdie. Den vold Israel udsættes for, hænger sammen med den vold Israel selv udøver. Det samme kan ikke siges om Rushdie. 

 

Det er ikke uden grund at en FN-domstol vurderer anklager om Israelsk folkemord i Gaza, eller at den Internationale straffedomstol (ICC) har bedt om arrestordre på Benjamin Netanyahu sammen Israels forsvarsminister og tre Hamas-ledere. Dette nævner Skaale ikke med et ord. 

 

Skaale nævner derimod Israels ”forbryderiske bosættelser på Vestbredden”, ”ydmygelse af og vold mod palæstinensere” samt højreekstreme kræfter i Netanyahus regering. Men dermed bliver sammenligningen med Rushdie – som ikke udøver vold eller fordriver nogen fra hus og hjem – malplaceret.

 

Skaales tale udtrykker nogen sandheder om antisemitismen som findes i Mellemøsten og Vesten, også blandt nogen af dem, der demonstrerer mod krigen i Gaza. Men den maler med alt for bred pensel når den kobler slagordet ”From the River to the See” til antisemitisme. 

 

Anklagen om antisemitisme rettet mod store menneskemængder som demonstrerer for våbenhvile er farlig i en politisk kultur som allerede er polariseret og har svært ved at rumme nuancer.

 

Det store flertal af dem som råber ”From the River to the See” i europæiske og amerikanske byer mener ikke at Israel skal udslettes eller at vold og terror mod jøder kan forsvares. Nogen vil sige at de ulovlige bosættelser på Vestbredden må stoppe, at palæstinensere på Vestbredden bør have stemmeret ved israelske valg, eller at efterkommerne af de flere hundrede tusinde palæstinensere som blev fordrevet fra deres hjem under den store ”katastrofe” (Nakba) i 1948 skal få lov til at vende tilbage. Mange vil gå ind for en én-statsløsning med lige rettigheder for jøder og palæstinensere, andre for en to-statsløsning. Alt det kan man være enig eller uenig i, men det har ingenting med antisemitisme at gøre.

 

Der findes rigtig nok grupper som ikke vil tage afstand fra Hamas’ islamistiske styre og terrormetoder. Det er urovækkende. Men intelligente politikere som Skaale burde holde sig for gode til at tillægge disse synspunkter til enhver som råber ”From the River to the See” eller deltager i pro-palæstinensiske demonstrationer.

 

Vi har alle et ansvar for at sætte os ind i det vi kritiserer. Det gælder også den propalæstinensiske side som bør afstå fra at tilskrive morderiske intentioner til ”sionister”. Sionisme – som pro-palæstinaisme – kommer både i ekstreme og fredelige varianter.     

 

Hvis vi konsekvent fortolker det hinanden siger i den værst mulige betydning, er der ingen vej ud af dumheden og hadet. 

 

Og så til dette med at Israel er ”gået i Hamas fælde”, som Skaale hævder. Jeg går ud fra han mener at Hamas har vundet mediekrigen og fået sympatien over på sin side. Mon familierne til de mere end 13.000 døde børn i Gaza synes der er noget at fejre? Den moralsk absurde logik synes at være at hvis bare vi ikke kunne se de mange videoer af grædende børn der ikke kan findes deres forældre i murbrokkerne, så ville vi alle sammen heppe på ”Mellemøstens eneste demokrati”.  

 

Fældesymbolikken lægger op til at Israel er et uskyldigt offer for Hamas’ listige spil. Det er useriøst. Israels præsident, Isac Herzog, har udtalt at der ”ikke findes uskyldige civile i Gaza”. Forsvarsminister Ben-Gvir er kendt for at have et portræt hængende af massemorderen Baruch Goldstein som dræbte 29 bedende muslimer, og sårede 125, i 1994. Krigen er en villet og kærkommen mulighed for nogen.

 

På en måde har Skaale alligevel ret i at Israel er gået i en fælde: voldens fælde. Israel bliver på lang sigt ikke tryggere af at dræbe næsten 40.000 mennesker. Når palæstinensiske børn traumatiseres, bliver de mere sårbare overfor Hamas’ ekstreme ideologi og løfte om martyrium for den som dræber jøder. Dermed indtræder både Hamas og Israel i en voldsspiral.

 

For at træde ud af denne spiral har vi brug for politikere som evner at se konflikten i dens historiske, politiske og moralske kompleksitet. 

 

Kompleksitet kan ganske vist ødelægge en god tale, men situationens alvor kræver mindre retorik og mere forståelse. 

 

Kronik i POV International den 20.6 2024