Filosofisk debatt

Jeg husker stadig mit møde med en muslimsk familie, mens jeg rejste rundt i Indien i min ungdom. Jeg boede en uge på deres husbåd i smukke Kashmir, og snakken gik lystigt om stort og småt. Men uskylden blev brudt, da husfaderen refererede til mig som kristen. Jeg protesterede og forklarede, at jeg er ateist. Det viste sig at være en chokerende udmelding. "Vi har brug for Gud ," sagde han, "for ellers gør vi slemme ting". Jeg svarede, at jeg ikke har lyst til at gøre slemme ting, men det hjalp ikke.  Det er en udbredt misforståelse, at vi vil opføre os dårligt, hvis en højere instans ikke holder os i ørerne. Ellers får vi jo ingen straf, når vi gør noget galt, eller belønning, når vi gør noget godt. Problemet er, at dette syn gør moral umulig: en person, der afstår fra slemme handlinger for at sikre sig selv en plads i efterlivet, handler egocentrisk, ikke moralsk. Dette problem så allerede den protestantiske filosof Immanuel Kant (1724 – 1804). Selvom Ka...

Hvis jeg går rundt på Strøget og siger, at jeg er en robot uden fri vilje, bliver jeg på et tidspunkt anbragt på en psykiatrisk institution. Men hvis jeg skriver en bog om, at alle mennesker er robotter uden fri vilje, bliver jeg måske en berømt filosof, som  inviteres til konferencer og vinder priser. Fri vilje er evnen til at vælge mellem forskellige handlingsmuligheder, f.eks. hvilket parti jeg skal stemme på til folketingsvalget. Det virker måske indlysende, at vi har fri vilje, fordi det opleves sådan, men mange filosoffer og forskere hævder, at fri vilje er en illusion. De mener, at alt er forudbestemt, dvs. at intet er op til os. Dette synspunkt kaldes for determinisme . Determinisme findes i en religiøs variant, som hævder, at Gud på forhånd har fastlagt alle begivenheder i verdenshistorien. I dag er det imidlertid en anden form for determinisme, som er i vinden, inspireret af naturvidenskab. For mig virker den lige så lidt overbevisende som den religiøse determinisme. Den ...

En tale til folketinget har vakt henrykkelse på tværs af politiske partier og fremhæves som en af bedste i nyere tid. Talen blev holdt af færøske Sjúður Skaale (S) i forrige uge og nogen mener den bør indføres som pensum på universitetet.  Den  er  jeg med på, men det bliver i så fald som udgangspunkt kritisk diskussion,  ikke  som en sandhed der skal indlæres.  Talens konklusion er at Israel er ”Salman Rushdie blandt stater”. Rushdie er som bekendt et uskyldigt offer for islamistisk ekstremisme og har levet med drabstrusler og drabsforsøg siden han udgav De Sataniske Vers  i 1988. Der er desværre alt for mange muslimer som ikke kan finde ud af at fordømme angrebene på Rushdie og forsvare retten til at ytre sig frit om religion.    Men Israel er altså ikke staternes Rushdie. Den vold Israel udsættes for, hænger sammen med den vold Israel selv udøver. Det samme kan ikke siges om Rushdie.    Det er ikke ude...

Når Bibelen påbyr oss å elske vår neste virker det som en umulig oppgave, i hvert fall dersom det innebærer å ha kjærlige følelser for alle og enhver vi møter på vår vei. Vi er ikke Jesus, liksom. Ta bare moderne politikk: Hvorfor skulle jeg elske dem som stemmer på feil parti og har gale holdninger? Det virker mer naturlig å hate eller frykte dem. De støtter tross alt opp om politiske tiltak som jeg mener er urettferdige, skadelige eller moralsk forkastelige. De har sikkert onde hensikter. Uintelligente er de i hvert fall!  Når relasjoner mellom politiske meningsmotstandere preges av sinne, redsel eller andre negative følelser, kalles det «affektiv polarisering» i faglitteraturen. Affektiv polarisering er ikke det samme som politisk uenighet. Den amerikanske befolkning er ikke mye mer uenig enn den alltid har vært om våpenkontroll, abort, immigrasjon eller offentlig helsevesen, men den affektive polarisering har eksplodert og mistilliten mellom demokrater og republika...

Bare innrøm det: det er noe litt deilig med disse plagiatsakene, ikke sant? Jeg mener, plutselig står vi faktisk sammen om noe: høyre- og venstrevridd, pro-israelsk og pro-palestinsk, kjøtteter og vegetar, nord og sør.  Det vi står sammen om er en berettiget harme over medlemmer av den politiske eliten som har gjort noe åpenlyst galt. I noen få splittsekunder føles det som om vi ikke er så polarisert lenger, som om vi likevel ikke lever i uforenlige moralske universer og informasjonsbobler. Vi begynner å drømme om en verden der vi i det minste kan bli enige om hvordan man skriver eller ikke skriver en masteroppgave ved ett av universitetene våre.  Slike glimt av felles moral kan virke samlende i et demokrati, men det er ikke sikkert at historien ender lykkelig. Et overdrevet fokus på elitens feil og moralske laster kan paradoksalt nok føre til mer polarisering og større avstand mellom eliten og «vanlige folk». For å unngå dette trenger vi saklige og balanserte med...