John Hick og religiøs dogmatik

Religionsfilosoffen og teologen John Hick giver os valget mellem at være realister eller non-realister mht. religionernes epistemiske status. Non-realister afskriver muligheden for at religionerne faktisk handler om noget, og ser derfor religiøse ytringer som rent psykologiske eller sociologiske fænomener. Til forskel herfra mener realister, at religionerne handler om noget, der eksisterer, nemlig en transcendent – dvs. ikke direkte erfarbar – virkelighed. Imidlertid skelner Hick mellem ‘naive’ og ‘kritiske’ realister: En naiv realist er en tilhænger af en partikulær religion, som mener, at denne religions postulater uden videre er ’rigtige’, f.eks. at det som står i bibelen eller koranen er uproblematisk sandt. En kritisk realist, som Hick selv, godtager derimod at det religiøse sprog er konstrueret af mennesker og betinget af menneskelige perspektiver: Religioner er vores fortolkninger af – eller ‘svar’ på – spørgsmålet om virkelighedens ultimative beskaffenhed. Hick er derfor enig med filosoffen Immanuel Kant i, at virkeligheden "i sig selv", dvs. virkeligheden som den er uafhængig af menneskets måde at begribe og erfare den på, aldrig kan beskrives fuldstændig og dækkende med menneskelige begreber: Enhver virkelighedsbeskrivelse er nødvendigvis en beskrivelse fra vores perspektiv, og ikke fra Guds (om han eksisterer). En kritisk realist accepterer altså, at religioner er perspektiver på virkeligheden, og at hans eller hendes egen religion er et blandt mange mulige svar på spørgsmålet om virkelighedens absolutte struktur og mening.

Hick har et strengt syn på, hvilke religiøse dogmer, der er forenelige med gensidig læring og fredelig religiøs sameksistens. Eller positivt formuleret: Han kræver en høj grad af dogmatisk åbenhed og interreligiøs nysgerrighed. Et eksempel på dette er hans refleksioner over Buddha's lære om ‘ubesvarede spørgsmål’ (avyakata) i Pali-skrifterne (Hick 1993: 105). Essensen i denne lære er, at vores tro på at sidde inde med de rigtige dogmatiske svar på religiøse spørgsmål, kan modvirke det, religionen egentlig er til for, nemlig at overskride menneskets lidelsesprægede selvoptaget. Religionens formål er ikke at finde den rigtige teori om verden, men at muliggøre en eksistensform, som hviler i noget andet andet end egocentrisme. Dette radikale perspektivskifte, denne udtrædelse af lidelsens kredsløb, kaldes i buddhismen ‘oplysning’, i kristendommen bl.a. ‘frelse’. Pointen er imidlertid, at oplysning og frelse ikke er betinget af dogmatisk korrekthed. For at illustrere denne pointe fortæller Buddha lignelsen om manden, der blev ramt af en pil og insisterede på at vide, hvilken type bue der var tale om, hvem der havde lavet den, hvem der skød den og fra hvilken afstand – før han blev behandlet. Men da var det for sent. (gengivet fra Pali-skrifterne af Hick (1993: 106)).

Trangen til at vide kan med andre ord være kilden til vores ulykke. Accepten af uvidenhed, derimod, kan hjælpe os på vores vej. Særligt i Mahayana-traditionerne, for eksempel zen-buddhisme, betones det, at dyrkelsen af en bestemt religiøs lære hurtigt bliver et ego-projekt, som vi identificer os med, forsvarer mod de andre, og som derfor skaber lidelse og konflikt.

Desuden har religiøse spørgsmål, modsat f.eks. videnskabelige, den karakter, at de enten er ‘ubesvarede’ eller ‘ubesvarlige’. De ubesvarede spørgsmål findes der et svar på, som vi ikke er i besiddelse af, f.eks. hvorvidt universet varer evigt (Buddhas eksempel) eller hvorvidt Muhammed virkelig udnævnte sin fætter Ali som sin efterfølger, som sunni- og shiamuslimer er uenige om. De ubesvarlige er spørgsmål, hvis besvarelse ligger uden for den menneskelige bevidstheds rækkevidde. Buddha siger i pali-skrifterne, at spørgsmålet om, hvorvidt en oplyst person (Tataghata) eksisterer efter døden, er et sådant spørgsmål. Dermed siger han samtidig, at dets besvarelse er irrelevant for at opnå oplysning.

Det ultimativt ubesvarlige spørgsmål er naturligvis spørgsmålet om virkelighedens ultimative beskaffenhed – om f.eks. det buddhistiske begreb ‘tomhed’ (sunyata) eller det kristent-jødisk-muslimske begreb 'Gud' passer bedst. Vi bør derfor, mener Hick, sidde let på vores dogmer: Svarene på de ubesvarede spørgsmål bør vi betragte som gæt, svarene på de ubesvarlige som myter, der er sande i den grad de muliggør: "a state of complete inner freedom, equilibrium, peace, lack of angst, and a sense of being entirely “at home” and unthreatened in the universe, which expresses itself both in a positive affective state and in compasion for all forms of life" (Hick 1993: 122).

Læs resten af denne artikel i Learning from The Other - Intercultural Metalogues. Artikelen er en del af en "metalog" med Rasmus Ahrenkilde og Torgeir Skogen om John Hick og Jürgen Habermas

Litteratur:

Hick, J. (1984). A Christian Theology of Religions: The Rainbow of Faiths. London: John Knox Pres.
Hick, J. (1993). Disputed Questions in Theology and the Philosophy of Religion. Yale: Yale.