Modernitet, anerkendelse, selvidentitet

Hvad er der i vejen med det moderne menneske? Det er selvbevidst og reflekteret, men samtidig ulykkeligt; det råber højt om sine rettigheder, men ikke om sine forpligtelser; det er i princippet frit, men i praksis slavebundet af forbrug, rusmidler og ligegyldig underholdning; det har alle muligheder, men ingen værdier og ingen mening i livet.

Sådan lyder i hvert fald en vis pessimistisk modernitetskritik.

Andre fortæller en positiv historie: Det moderne menneske har endelig har frigjort sig fra de "store fortællingers illusioner" (Lyotard), fra religiøse og moralske vrangforestillinger, fra undertrykkende samfundsformer og uvidenhed. Det har lært at "bruge sin egen forstand" (Kant) og er friere og mere selvstændigt end nogensinde før. Det er oplyst.

Hvilken fortælling hælder vi til? En blanding?

Den, der ikke er skråsikker i dette spørgsmål, kan søge hjælp i Hegels forfatterskab, da man her finder en ualmindelig nuanceret modernitetsanalyse. Hegel genfortæller menneskets, samfundets og erkendelsens historie fra den græske bystats storhedstid og op til tiden efter oplysningens, videnskabens og individualiseringens gennembrud på 1700-tallet. Han er hverken "for" eller "imod" moderniteten, men søger at begribe den filosofisk, for dermed at kaste lys både over dens fortrin og dens patologier.

I artiklen "Anerkendelse og selvidentitet" (i antologien Fordringen på anerkendelse ) ser jeg nærmere på en af de faretruende tendenser, som Hegel så i den moderne tidsalder, nemlig tendensen til at opfatte det moralske liv og det gode liv som to helt forskellige ting, eller ligefrem som modsætninger. Samtidig belyser jeg det begreb hos Hegel, der skal modvirke denne tendens: begrebet om anerkendelse.

Se Kristelig Dagblads anmeldelse af hele bogen her

Hør P1`s interview med sociolog Rasmus Willig om bogen her

Hegels anerkendelsestænkning er mere relevant end nogensinde før. Det tyder det i hvert fald på, hvis man betragter mængden af forfattere, der i de senere år har taget den op til overvejelse og brugt den til forskellige formål.[1] Den fornyede interesse for Hegel skyldes ikke mindst (gen-)opdagelsen af hans "praktiske" filosofi, dvs. filosofien om det handlende menneske og dets samfund.

I denne del af Hegels filosofi tænker han formidlende mellem en række ekstreme, men indflydelsesrige menneske- og samfundsopfattelser, der traditionelt står i skarp kontrast til hinanden: Vi ses enten som radikalt frie eller radikalt nødvendighedsstyrede, vi har enten en immateriel sjæl eller ingen sjæl, vi vil enten have mere individualisme eller mere fællesskab, vi er enten moralske eller egoistiske.

Sådanne modsætninger er ifølge Hegel "abstraktioner", dvs. fastlåste udsnit af virkeligheden, som fanger en del af sandheden uden blik for helheden. Selv er han kendt for at hævde at "sandheden er helheden". For at undgå den snævre enten-eller tænkning, tænkter Hegel "dialektisk", dvs. på en måde, der vil rumme og udfolde det modsætningsfyldte ved tilværelsen i dets enhed og sammenhæng: Vi skal forstå verden, samfundet og os selv i relationer, dvs. formidlet eller "medieret", da ingenting umiddelbart er identisk med sig selv. Vi defineres altid af at stå i et bestemt forhold til noget andet end os selv. Rød er til dels rød i kraft af ikke at være blå, men står dermed også i et gensidigt definerende forhold til blå. Virkeligheden udgør med andre ord en sammenhængende helhed, en "identitet af identitet og differens". Jeg er således blevet den jeg er gennem et processuelt konflikt- og forsoningsfuldt forhold til andre mennesker, grupper og institutioner.

Anerkendelsesbegrebet er særligt velegnet for en modernitetsanalyse, da det netop rummer denne kompleksitet. Det er således med dette begreb i hånden at Charles Taylor i vor tid forsøger at nuancere modernitetsdebatten ved at styre mellem de "uforbeholdne lovsangere", der udelukkende ser moderniteten som en lykkelig fremgangsperiode præget af videnskabelighed og politisk frigørelse, og de "uforsonlige dommedagsprofeter", der ser den som en forfaldshistorie præget af narcissisme, fremmedgørelse og meningstab.

Taylor kan på ene side tilslutte sig Hegels karakteristik af moderniteten som individualitetens epoke: "individets ret til partikulær tilfredsstillelse, eller, hvad der er det samme, den subjektive friheds ret, udgør vende- og brændpunktet i forskellen mellem oldtiden og den moderne tid" (Hegel: Philosophie des Rechts). Vi skal altså ikke væk fra at betone individets rettigheder og dets krav på at finde sin egen måde at være menneske på (dets "autenticitet"). Vi skal ikke tilbage til en før-moderne opslugelse af individet i det sociale fællesskab.

På den anden side misforstår vi vores højt besungne individualitet og frihed, hvis vi ignorer de sociale og interpersonelle kontekster for selvrealisering.

Selvrealisering sker med andre ord på en "dialogisk" måde, dvs. i kraft af individets samspil med ikke-egoistiske, menings-og kulturbærende fællesskaber. Hvis vi ikke tager dette alvorligt, har det negative konsekvenser - både for vores kvaliteten af vores individuelle eksistens, for samfundets sammenhængskraft og for validiteten af vore psykologiske, etiske og politiske teorier.

Det er denne pointe, der udfoldes på forskellige måder i Hegels anerkendelsestænkning.



--------------------------------------------------------------------------------

[1] Se fx Honneth Kampf um Anerkennung, 1999; Ludwig Siep: Anerkennung als Prinzip der praktischen Philosophie 1979; Charles Taylor: Autenticitetens etik 1994; H.C. Wind: Anerkendelse 1998; Williams: Hegels Ethics of recognition 1997.