Habermas, Honneth og profetens turban

Den i Danmark antændte, men snart globalt kendte "karikaturkrise" i 2005 / 2006 satte ikke bare en bred offentlig debat i gang i de lande, hvis ambassader brændte. Den ansporede også til en intellektuel og akademisk debat, nationalt og internationalt, samt en nu globalt intensiveret kontrovers om religion, ytringsfrihed og retten til ikke at blive krænket – eller positivt formuleret: retten til at blive anerkendt. Men på hvilket grundlag kan medlemmer af livssynspluralistiske demokratier fremsætte anerkendelseskrav til hinanden? Eller hvad med medlemmer af det globale fællesskab – menneskeheden? Kan vi fastlægge anerkendelsesbehovet – eller krænkelsens grænser – gennem lov og ret, eller står de til demokratisk debat?

Ifølge repræsentanter fra de store verdensreligioner er læren af karikaturkrisen, at den vestlige ytringsfrihed ikke kan stå alene, men må suppleres med rettigheder, der beskytter religioner og religiøse grupper mod krænkelser. I en fælles udtalelse fra Vatikanet og det sunni-muslimske al-Azhar-universitet kræves der således beskyttelse af ”religioner, overbevisninger, religiøse symboler og alt som holdes hellig”.[i]

Et andet eksempel er den heftige debat om FN-`s racismekonference, der blev afholdt for nylig. I forberedelsen til Durban II udfærdigede de islamiske landes officielle organ, OIC, et dokument, som – med direkte reference til karikaturkrisen – også subsumerer krænkelser af religioner og religiøse symboler under racismekategorien. Karikaturernes forsvarere står derimod hårdnakket på, at demokratiet ikke er noget te-selskab: Alle samfundets borgere må finde sig i spot, hån og latterliggørelse, da ytringsfrihed også er frihed til at provokere og udfordre hellige køer. Forsvarerne nægter derfor at sætte lighedstegn mellem racistiske ytringer om mennesker og karikering af religiøse symboler og figurer. [ii]

Også internt i de europæiske demokratier synes holdningerne at være spændt ud mellem to poler: Den ene lejr mener, at religiøse grupper generelt, og muslimer i særdeleshed, utvetydigt og ubetinget må anerkende de friheds- og lighedsprincipper moderne demokratier bygger på – også selvom disse principper ind i mellem fører til ubehagelige oplevelser i offentligheden. Den anden lejr mener, at de europæiske majoritetskulturer må begynde at tage større hensyn til religionen og dens udøvere, særligt de muslimske, da netop muslimer er mærket af xenofobisk dæmonisering og ”islamofobi”.

Som en modvægt til de mange skråsikre enten-eller-holdninger, der præger debatten om karikaturkrisen (”for eller imod Islam / ytringsfrihed / religion”), har vi brug for nuanceringer og filosofiske refleksioner uden agression. Dette forsøger jeg at yde i min artikel "Den krænkede religion. Habermas, Honneth og profetens turban", som kan downloades her.

Se Axel Honneth om bl.a. Muhammed-krisen på DR2 her

Jeg diskuterer i artiklen en række principielle spørgsmål angående dèt, der af visse sociologer kaldes ”religionens genkomst” i det moderne demokrati. De tre hovedspørgsmål lyder: (1) Hvilken plads kan religiøse holdninger og ytringer gøre krav på i den demokratiske offentlighed? (2) Kan vi indholdsmæssigt fastsætte grænsen for religiøs blasfemi ved lov eller står den til løbende demokratisk debat? (3) I hvilken grad kan religiøse minoritetsgrupper kræve anerkendelse fra – og beskyttelse mod – majoritetskulturen i moderne, liberale demokratier? [i]Citatet stammer fra en udtalelse gengivet i Dagsavisen d. 28.2 2008
[ii]Se f.eks. det fælles ”manifest mod islamismen” fra Salman Rudshie, Hirsi Ali og 10 andre europæiske intellektuelle: http://news.bbc.co.uk/1/hi/world/europe/4764730.stm