En ny interviewbog med den tyske sociolog Axel Honneth er netop udkommet: "Erneuerung der Kritik" (Fornyelse af kritikken).
I løbet af sit forfatterskab har Honneth interesseret sig for en bred vifte af områder - fra moralfilosofi, politisk filosofi, psykologi og antropologi til samtidskritik. Han er mest kendt for sin bredt anlagte teori om de former mellemmenneskelig anerkendelse, uden hvilke vi - ifølge Honneth - ikke kan svare meningsfuldt på spørgsmålet: hvem er jeg?
Et emne Honneth efter min mening har analyseret særlig godt, er vor tids store fokus på - og behov for - ”autentisk selvrealisering”. Oprindeligt udsprang trangen til selvrealisering, siger han, af et reelt behov for løsrivelse fra fastlåste sociale roller og forventninger i før-moderne samfund: De fleste mennesker - undtaget medlemmerne af de højere samfundsklasser - arbejdede sig gennem livet uden mulighed for at udvikle sine "indre potentialer" og reflektere dybere over, hvad de kunne få ud af livet, hvem de ville være.
Idag fremstår ideen om selvrealisering imidlertid som et krav, dvs. som et ”stærkt institutionaliseret forventningsmønster”: Du kan ikke bare være postbud og familiefar, for du er også et ”selv”, der skal udvikles artikuleres på autentisk vis.
Senmoderne individer føler derfor skam over at være afhængige af andre, og oplever et pres i retning af at dyrke og fremhæve de unikke og originelle karakteristika ved selvet, f.eks. bestemte evner, æstetiske udtryk eller en særlig livsstil. Mange konfronteres med kravet om selvrealisering gennem deres arbejde, og Honneth knytter derfor analysen af dette krav til en kritik af tendenser i det sen-kapitalistiske samfund.
Man kunne måske sige, at mens det før var pinligt at tage sin personlighed med på arbejde, kræves der i dag et ”personligt engagement” i selv de mest trivielle arbejsopgaver. Hvem vil ansætte en medarbejder, der ikke vil ”realisere sig selv”, være kreativ, fleksibel og (både psykisk og fysisk) mobil? Hvem vil ansætte en ”fastlåst” personlighed eller et menneske, der ikke er motiveret for ”livslang læring” og selvkritik? Man kan her tale om et ”paradoks” i den forstand, at de selv samme humanistiske idealer, der oprindeligt blev brugt som et værn mod kapitalismens umyndiggøring og anonymisering, i dag ser ud til at forvandle sig til en særlig misbrugt produktivkraft i den kapitalistiske modernisering. Denne udviklin kalder den sociolog Rasmus Willig for en "humanistisk tvang", der gør selvet til ”vare” der skal omsættes på markedet, og som vi derfor må investere aktivt i.
Mit interview med Rasmus Willig i Turbulens.net ("Humanismens tvang") kan du se her
Honneth siger det bl.a. på den måde, at senmoderne individer står overfor forventningen om at vise sig som ”biografisk fleksible og forandringsvillige subjekter for at få erhvervsmæssig og samfundsmæssig succes”. Dette resulterer bl.a. i, at både erhvervslivet og servicesektoren snakker mindre om ”afhængige medarbejdere”, og mere om ”kreative producenter af sig selv”, dvs. selvstændige aktører, hvis eget initiativ skal indrages i virksomhedsorganiseringen. Denne inddragelse fører på den ene side til en posttaylorsk udjævning af hierarkierne, til autonome teams og selvledelse. Men den gør det også muligt i højere grad at betragte arbejdet som et ”kald”, og dermed at stille ganske andre krav til medarbejdernes ”indre motivation”, dvs. deres engagement og vilje til at realisere sig selv i arbejdet.
Desuden kan denne forskydning i opfattelsen af arbejde føre til dereguleringer af beskyttelsen af rettigheder tilknyttet den erhvervsmæssige status, f.eks. regler om ansættelseskontrakters varighed, da sådanne beskyttelsesfunktioner kan anklages for at være forældede i en tid, hvor medarbejderens eget ansvar, omstillingsparathed og initiativ er i fokus.
Sammenlagt, konkluderer Honneth, er selvrealisering i dag blevet et ”system af krav", hvorunder subjekterne snarere synes at lide end at trives.
Det betyder ikke, at vi ikke kan bruge idealerne om autenticitet og selvrealisering til noget. Honneth er f.eks. enig med Freud og Kierkegaard i, at et frit og uhæmmet "indre liv" er noget mennesket må realisere, ikke noget givet. Men han påpeger, at disse idealer idag misbruges af markedskræfterne og forvrænges af kulturelle imperativer, og dermed indoptages i samtidens tendenser til egocentrisk selvdyrkelse på bekostning af det gensidige og fælles.
Se i øvrigt:
Honneth, Axel: "Erneuerung der Kritik. Axel Honneth im Gespräch". Broschiert, 2009
Honneth, Axel: ”Organiseret selvrealisering – individualismens paradokser” i Willig, i Sociale patologier (Red.: Willig og Østergaard) Hans Reitzels Forlag, 2005
Honneth, Axel: Behovet for anerkendelse Hans Reitzel 2003
Jakobsen, Jonas: "Anerkendelse og selvidentitet" i Fordringen på anerkendelse, Klim, 2006
Willig, Rasmus: Humanismens tvang Interview i internetmagasinet Turbulens.net nr. 8 april 2006 (http://www.turbulens.net/Temaer/Kapitalismeoghumanisme/?article=224)
0 kommentarer:
Send en kommentar